
Ugen der gik (36/2026)
07.09.2026 06:30
U19-DERBYSEJR: 2-0
Lørdag eftermiddag var der tre Derbyer på programmet på Nummer 10, og vi trak os sejrrigt ud af alle tre med en samlet målscore på 10-1!
U19 - der stillede op i en 5-2-3/3-4-3 - var tættest på at score før pausen, først og fremmest da Gunnar Olsen skød et straffespark på overliggeren i 18. minut, men han og Elvin Mehicic havde også gode tilbud i de sidste ti minutter før pausen.
De tog revanche efter pausen, hvor Elvin scorede et flot solomål efter at have erobret bolden, hvorefter han holdt en forsvarer væk på vej ned mod feltet, stoppede op og lagde bolden fladt over i det lange hjørne.
Et kvarter før tid øgede Gunnar Olsen til 2-0, og sejren kunne sagtens være blevet større, hvorimod Brøndby stort set intet skabte. Felix Gøthler fik U19-debut, da han kom på banen kort før tid.
Lørdag den 5. september, kl. 12.00
F.C. KØBENHAVN U19-BRØNDBY IF U19 2-0 (0-0)
51.: 1-0 Elvin Mehicic
74.: 2-0 Gunnar Olsen
Tobias Breum-Harild - William Nørløv, Noah Madsen, Henrik Haraldsen, Driss Ait Cheikh, Sheikh Jaw - Tristan Christensen, Ahmed Mouhoub (63.: Sean Fetterlein) - Alexander Odefalk (63.: Gabriel Santos), Elvin Mehicic (88.: Felix Gøthler), Gunnar Olsen
Ikke benyttet: Gustav Fritz, Aske Bang, Ishaq Holalam
U17-DERBYSEJR: 4-0
U17 grundlagde sin Derby-sejr med to mål allerede i det første kvarter, og kort før pausen fordoblede vi føringen, hvorefter der ikke blev scoret mere.
Vi indledte med en stor chance i 4. minut, da Felix Gøthler opfangede en tilbagelægning og spillede Rolex Kingdom fri med hælen, men hans afslutning blev tacklet over mål - og i stedet headede Louie Heriba hjørnesparket i nettet.
Efter et kvarter løb Rolex Kingdom fra sin modstander på et langt udspark fra Villads Bille og løftede elegant bolden i nettet til 2-0.
Tre minutter før pausen opfangede Rolex en ny Brøndby-fejlaflevering, hvorefter Felix Gøthler blev fældet i feltet, og Rolex bankede straffesparket ind midt i målet til 3-0.
4-0-målet faldt i tillægstiden, da Frederik Abrahamsen fandt Louie Heriba i feltet, og han sparkede den ind ved nærmeste stolpe.
Lørdag den 5. september 2026, kl. 14.15
F.C. KØBENHAVN U17-BRØNDBY U17 4-0 (4-0)
5.: 1-0 Louie Heriba
16.: 2-0 Rolex Kingdom
44.: 3-0 Rolex Kingdom, str.
45+1.: 4-0 Louie Heriba
Villads Bille - Liam Norstedt (79.: Villads Peltola), Adam Hviid Roesen, Teiz Milo Kragh Hansen, Liam Coronado - Shahin Pelyad, Ilyas Houira (64.: Victor Vinther), Frederik Abrahamsen (64.: Sofus Bruun) - Louie Heriba, Rolex Kingdom, Felix Gøthler (69.: Sebastian Cortsen)
Ikke benyttet: Max Horn og Marius Casamorin
U15-DERBYSEJR: 4-1
U15 fuldendte vores "Derby-hattrick" med en 4-1-sejr på to mål af Jeppe Søe samt et af Nemanja Curguz og Hamza Killic.
Tidligere på ugen røg U15 derimod ud af pokalturneringen på straffespark efter 1-1 i den ordinære kamp ude mod Allerød FK.
Det var dog i praksis vores U14-hold (plus to U15-spillere), der spillede "en årgang op", mens U14's egen pokalkamp i onsdags mod Bytoften IF blev varetaget af KB's bedste U14-hold, der tabte 3-4.
U14 DRENGE
Vores U14-drenge spillede lørdag 1-1 hjemme mod OB efter at have været bagud indtil kort før tid.
>> Stillingen i U14 Drenge Øst
U14 PIGER
Torsdag aften vandt U14 pigerne 9-0 ude over B.93 i pokalturneringen, og møder i næste runde Roskilde Pigefodbold onsdag den 16. september, kl. 18.30 i Himmelev Idrætspark.
Lørdag blev det derimod et 0-3-nederlag hjemme til FC Nordsjælland i ligaen.
FC DAMSØ
Damsø tabte fredag aften 0-3 hjemme til BSF, der ligesom Damsø havde vundet de første to kampe og nu er alene om at have max-point i C-Liga. Damsø spiller igen fredag den 18. september, hvor de får besøg af Fredensborg BI.
>> Stillingen i C-Liga Grundspil
FC ROSENGÅRD
Rosengård er stadig ubesejrede i efteråret efter 4-2-sejr hjemme over Laholms FK. Gæsterne udlignede to gange Rosengårds føringer, som blev skabt af Niklas Söderberg og Joel Voelkerling Persson, men i de sidste fem minutter sikrede Argjend Malaj sejren med to scoringer, efter at han netop var blevet indskiftet.
Rosengård ligger stadig nr. 5 med et stykke vej til topplaceringerne, men de næste to kampe bliver meget afgørende: den 11. september ude mod Lunds BK, som ligger lige foran i tabellen, og 17. september hjemme mod topholdet Trelleborgs FF.
Vi krydser fingre - eller "håller tummarna", som de siger hinsidan. De fleste i hvert fald, for der er nu endnu en københavner i klubben, efter at Rosengård hentede vores tidligere U19-keeper Aris Vaporakis, der senest spillede i B.93 og efterhånden er blevet 31 år.
KB OG B1903
Både KB og B1903 vandt sine Serie 1-kampe torsdag aften.
KB vandt 3-0 hjemme over Fremad Amager 2 på to mål af Thomas Iversen og et af Marius Fruengaard Mullinger, og B1903 vandt 4-0 ude over B.93 2 på mål af Christopher Frandsen, Oliver Smith, Malthe Mathiesen samt en spiller, der var ukendt. Næppe for alle, men i hvert fald for den, der indrapporterede matchfacts til DBU-appen.
Lørdag kl. 12 er der "moderklub-Derby" på B1903's anlæg på Lyngbyvejen.
>> Stillingen i Serie 1, pulje 2
OLDBOYS
KB's oldboys vandt i mandags 3-2 hjemme over Espergærde IF på mål af Martin Vingaard, Rasmus Nielsen og Jacob Willum Rønbøg. Sidstnævnte er hjemme i Danmark igen, efter at han i oktober 2025 forlod vores U19-stab til fordel for et job som fysisk træner i Al Ahly under Jess Thorups ledelse - men da Jess stoppede ved udgangen af forårssæsonen, forlod Jacob også klubben.
I morgen, tirsdag, er der Oldboys-Derby på Vestegnen kl. 20.