Gaston Szerman, FCK Media

Hjalte Bo Nørregaard stopper i F.C. København og bliver cheftræner i Esbjerg fB

23.09.2026 10:00

En af F.C. Københavns helt store klubmænd tager nu næste skridt i karrieren. 45-årige Hjalte Bo Nørregaard stopper som assistenttræner for i stedet at overtage cheftrænerposten i 1. divisionsklubben Esbjerg fB.

Hjalte Bo Nørregaards historie med F.C. København og KB rækker langt tilbage. Som spiller opnåede han 320 kampe i den hvide trøje, hvor særligt det ikoniske og afgørende mesterskabsmål i 2003 har indskrevet ham i FCK-historien – et øjeblik, som fansene senest hyldede ham for i søndags med en flot tifo.

Sideløbende med spillerkarrieren og sidenhen i trænergerningen har han været en fast del af klubbens miljø. Han har taget sin trænerfaglige uddannelse i FCK Talent, haft ansvaret for forskellige ungdomshold, og i efteråret 2020 trådte han kortvarigt til som midlertidig cheftræner for førsteholdet i tre kampe. Siden 2022 har han været assistenttræner for førsteholdet.

En dygtig kollega og historiemager drager videre 
Hos F.C. København er der stor forståelse for, at Hjalte nu søger nye udfordringer som cheftræner på seniorniveau.

"Hjalte har været en stærkt værdsat medarbejder i mange år og har været med til at skrive historie både på og udenfor banen," siger Director of Football Kristjaan Speakman.

"Hjalte har fået en mulighed og som følge deraf et ønske om at teste sig selv af som cheftræner på seniorniveau. Vi har en stolt tradition for at udvikle trænere, og det er ikke en mulighed, vi kan stå i vejen for. Derfor ønsker vi Hjalte og hans familie alt det bedste i fremtiden."

Et naturligt tidspunkt for det næste skridt 
Efter mere end et halvt liv i klubben ser Hjalte Bo Nørregaard tilbage på en tid fyldt med op- og nedture, titler og stærke fællesskaber. For ham føles timingen helt rigtig til at prøve kræfter med en ny rolle.

"Jeg har været over halvdelen af mit liv på denne matrikel og har fået så mange fede oplevelser ad flere omgange," siger Hjalte.

"Jeg har været en del af sjove og spændende fællesskaber, vundet mange fodboldkampe og haft lov til at løfte mange pokaler. Min tid i FCK har budt på alt."

"Måske var tifoen forleden med 'Hjalte Park' et meget fint punktum for denne gang. Det er 23 år siden jeg scorede det mål, og jeg føler, at det er et godt tidspunkt at slutte på i F.C. København."

"Klubben er et spændende sted og bevæger sig i den rigtige retning, men jeg er klar til næste skridt. Med alt det, jeg har lært på akademiet og på førsteholdet, så glæder jeg mig til at afprøve mine erfaringer i en klub, som rigtig gerne vil have mig. Det er en superspændende mulighed, som jeg glæder mig til at gribe."

”Jeg vil gerne sige tak til alle der har hjulpet mig på min vej i klubben i forskellige positioner, det er jeg meget taknemmelig for,” slutter Hjalte Bo Nørregaard.

Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport