Lars Rønbøg, FrontzoneSport

Kampreferat: Fremad fra start, men FCK til sidst

29.10.2026 19:15

Med en pauseføring på 2-0 og en samlet sejr på 3-0 kvalificerede løverne sig relativt problemfrit til pokalkvartfinalerne i december.

De to hold
Vi roterede igen flittigt og skiftede seks spillere i forhold til OB-kampen i mandags: Rodrigo Huescas, Junnosuke Suzuki, Birger Meling, Thomas Delaney, Maher Carrizo og Viktor Dadason startede i stedet for Asger Sørensen, Marcos López, Alex Král, Mads Emil Madsen, Andreas Cornelius og Robert Silva.

Sidstnævnte blev skadet i mandags, men Bo Svensson beroligede før kickoff med, at det ikke var så alvorligt som først frygtet.

Fremad stillede med deres ”pokalhold”, hvilket indebar fem ændringer i forhold til holdet, der indledte deres seneste 0-0-kamp i Vejle.

Spillerne samles før kickoff
Spillerne samles før kickoff. Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Fuldt hus midt på dagen
Der var fuldt hus på det lille, hyggelige Riisvangen Stadion, hvor solen ”altid” skinner, selv om man ikke altid kan se den. 4.125 var på plads, trods det tidlige kickoff kl. 13.30, som skyldtes manglen på stadionlys.

Det løser de nu, hvor stadion skal renoveres, så det blandt andet også får kunstgræs, men denne ”farvel-og-på-gensyn-kamp” blev spillet på græs.

Det foretrak mange af spillerne sikkert fremfor JYSK Parks kunstgræs, som Fremad er begyndt at bruge, men underlaget syntes ikke helt nemt at spille på.

Underlaget skal dog ikke have skylden for, at Fremad var klart bedst i indledningen. Enten så vi bevidst tingene an, eller også kom vi bare ikke rigtig ud af starthullerne. Nye spillere og nye relationer spiller selvfølgelig også ind, men kort fortalte havde hjemmeholdet både mest boldbesiddelse og initiativ de første 20 minutter, men uden at sætte Diant Ramaj på store prøver.

Diant Ramaj
Helt arbejdsløs var Diant Ramaj ikke! Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport

 

Huescas bag 1-0-målet
Efter 20 minutter lukkede Fremad os selv ind i kampen. Carl Nygaard slog en skidt aflevering fra egen baglinje, som Elyounoussi opsnappede og spillede videre til Huescas i feltet. Mexicaneren lagde elegant bolden til rette for Clem, der sparkede den fladt ind i det lange hjørne.

Og hvad lavede Huescas deroppe? Jo, det var såmænd ham, der fremprovokerede fejlen ved at presse Nygaard over en kvart banelængde og ned til egen baglinje, så en dobbelt assist til Clems mål, som var hans syvende for løverne og det fjerde i pokalen.

William Clem
William Clem bringer løverne foran efter Rodrigo Huescas' fine forarbejde. Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Når Clem har scoret, har vi vundet hver gang, men kampen var langt fra afgjort endnu. Vi fik dog bedre fat i spillet, og målet dæmpede nok også den aarhusianske optimisme en anelse, men de kæmpede ufortrødent videre. 

At vi ikke var helt skarpe i alle faser ses blandt ved, at vi efter en halv time havde begået 11 frispark mod Fremads ene.

Topholdskynisme: 2-0 inden pausen
Efterhånden sad vi mere og mere på spillet, men først efter 38 minutter satte vi for alvor Viktor de Paoli på prøve i Fremad-målet, da Dadason bankede til bolden fra venstre side af feltet. 

Keeperen reddede til hjørne, og efter et blokeret skud fra Elyounoussi fik vi endnu et. Så viste vi igen ”topholdets kynisme”: Fremad clearede ikke Carrizos hjørnespark langt nok væk, og Elyounoussi havde tid til at tæmme bolden med brystet og sparke den i kassen til 2-0.

Mohamed Elyounoussi
Mohamed Elyounoussi øger til 2-0. Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Kontrol uden bold
Efter pausen indledte vi igen afventende, mens Fremad kom med ny energi og meget boldbesiddelse. Centerforwarden Jashar Beluli bankede et udmærket forsøg afsted, men bolden sad lige på Ramaj, der greb bolden.

Efter seks minutter sendte Clem fornemt Dadason afsted i højre, og da han ikke havde nogen med, trykkede han resolut af fra spids vinkel, men de Paoli afværgede det ellers velplacerede skud.

Ellers gik det første kvarter med, at Fremad mest spillede bolden rundt i rækkerne, men stadig uden at kunne finde vej gennem vores solide defensiv, så vi kontrollerede egentlig spillet uden at have bolden ret meget.

Viktor Dadason
Viktor Dadason tæt på at øge til 3-0 lige efter pausen. Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Løverne tog mere og mere over
Midt i halvlegen lynede vores offensiv dog, da Clem sendte Carrizo afsted i højre side, og han lagde den perfekt på tværs i feltet til Dadason, men igen reddede de Paoli fornemt.

En tredobbelt udskiftning sendte Marcos López, Mads Emil Madsen og Geovanni Ndjee ind for Meling, Delaney og Dadason, og vi fastholdt den 3-4-3-formation, vi hidtil havde spillet i, når man tæller vores to wingbacks som midtbanespillere.

Selvmål til 3-0
Fremad begyndte at løbe tør for energi, og da det blev 3-0 med 20 minutter igen, var kampen definitivt afgjort. Efter et flot opspil i venstre side fra Madsen til Elyounoussi, lignede det først en Carrizo-scoring på indlægget tæt under mål, men det viste sig at være Alexander Ludwig, der prikkede den ind i et desperat forsøg på at afværge.

Maher Carrizo og Geovanni Ndjee
Alexander Ludwig "snød" Maher Carrizo for 3-0-målet. Foto: Gaston Szerman, FCK Media


Lidt efter diskede Magnus Kaastrup op med en af kampens flotte detaljer, da han fra midten afdriblede 4-5 københavnere, inden han afsluttede lige uden for feltet, men Ramaj nægtede ham en reducering med et tigerspring og slog bolden til hjørne.

Chancer til flere mål
Et kvarter før tid  brændte det for alvor på i den anden ende. Først stjal Elyounoussi bolden fra en uopmærksom forsvarer, men midt i feltet kom Ndjee ikke afgørende fri til skud, selv om han ihærdigt forsøgte et par gange.

Minuttet efter slog Carrizo en drømmebold i dybden til den helt fri Mads Emil Madsen, som bare ikke fik bolden forbi de Paoli.

Alex Král og Gunnar Olsen fik det sidste kvarter for målscorerne Clem og Elyounoussi, og nu sad vi helt på kampen og kunne let have scoret et par mål mere.

Mads Emil spillede Huescas helt fri i feltet, men mexicaneren skød tæt forbi med venstre, og i de døende sekunder skød Carrizo også lige forbi mål på en dødbold uden for halvcirklen.

Mads Emil Madsen
Mads Emil Madsen havde en af vores chancer til en større sejr. Foto: Gaston Szerman, FCK Media


Fik hvad vi kom efter
Mere vil altid have mere, men vi fik, hvad vi kom efter – og lidt til, for vi fik også fordelt spilletiden og slap for skader. Vi scorede det vigtige første mål og slap for at skulle jage. Det var lige sådan en kamp, man havde håbet på, for selv om der var plads til forbedring, er der nu også plads til os i kvartfinalerne!

F.C. København-fans på Riisvangen Stadion
Som altid flot opbakning i vores udeafsnit. Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


MATCHFACTS

Torsdag den 26. oktober 2026, kl. 13.30 på Riisvangen Stadion. Betano Pokalen, 4. runde
AARHUS FREMAD-F.C. KØBENHAVN 0-3 (0-2)
20.: 0-1 William Clem
39.: 0-2 Mohamed Elyounoussi
71.: 0-3 selvmål, Alexander Ludwig
4.125 tilskuere. Dommer: Morten Krogh

Advarsler: 13.: Ákos Markgráf, 35.: Birger Meling, 66.: Frederik Grube, 85.: Gunnar Olsen, 90+1.: Marcus Kirchheiner

F.C. København
1 Diant Ramaj - 20 Junnosuke Suzuki, 2 Felix Beijmo, 6 Ákos Markgráf - 13 Rodrigo Huescas, 36 William Clem (76.: 33 Alex Král), 27 Thomas Delaney (anf.) (61.: 21 Mads Emil Madsen), 24 Birger Meling (61.: 15 Marcos López) - 7 Maher Carrizo, 39 Viktor Dadason (61.: 44 Geovanni Ndjee), 10 Mohamed Elyounoussi (76.: 45 Gunnar Olsen)

Ikke benyttet: 31 Alex Rúnarsson (GK), 4 Asger Sørensen, 14 Andreas Cornelius, 28 Hunor Németh

Aarhus Fremad
13 Viktor de Paoli - 10 Marcus Kirchheiner (anf.), 33 Alexander Ludwig, 20 Ólafur Dan Hjaltason (78.: 4 Andreas Pisani) - 21 Marcus de Claville (46.: 46.: 6 Frederik Grube), 28 Elias Egerton (74.: 27 Magnus Kirchheiner), 12 Marcus Ryberg, 15 Carl Nygaard (61.: 8 Simon Bækgård) - 11 Kasper Lunding, 70 Jashar Beluli (61.: 9 Søren Skals Andreasen), 7 Magnus Kaastrup

Ikke benyttet: 1 Viktor Højbjerg (GK), 2 Malthe Kjølby, 14 Linus Rönnberg, 18 Yusuf Abdullahi