Gaston Szerman, FCK Media

Bo Svensson: Vi skal være glade for det ene point

22.10.2026 19:45

Bo Svensson var ikke tilfreds med F.C. Københavns præstation i 2-2-kampen ude mod Crvena Zvezda, men glædede sig trods alt over, at holdet fik et point med hjem fra en vanskelig europæisk udekamp.

"Det var en svær kamp for os, og vi skal være glade for det ene point. Delaney havde selvfølgelig en stor hovedstødschance til allersidst, men hvis vi havde vundet, så havde det nok været lidt af et tyveri at tage alle tre point med hjem" sagde Bo Svensson efter kampen.

For åbne og uorganiserede
Vi kom foran på et selvmål, men hjemmeholdet vendte kampen med to mål inden pausen, som naturligvis ærgrede cheftræneren.

"Vi startede egentlig okay, men havde nogle problemer med vores restforsvar, hvor vi var for åbne og uorganiserede. De havde et skud på overliggeren, men ellers gjorde vi det nogenlunde i den første halve time, selv om vi manglede intensitet."

"Vi tabte lidt hovedet, da de udlignede på en kontra, og så scorede de et rigtig flot mål til 2-1. Men det var både ærgerligt og unødvendigt, for selv om det var afsluttede flot, så var det også nogle lidt for nemme mål at give væk. Og der havde som sagt været optræk til det inden."

Bo Svensson savnede især dynamik og intensitet i københavnernes spil.

"Vi var for åbne i forhold til , at vi spiller på en europæisk udebane, især i første halvleg. Vi var ikke dynamiske nok, vores bevægelser var for langsomme, og vi manglede power i vores aktioner. Vi vandt også kun 35 procent af nærkampene i første halvleg, og så kan vi ikke forvente, at det ser særlig godt ud inde på banen.«

En bedre anden halvleg
"Vi blev lidt bedre i anden halvleg og var mere kompakte, men det var stadig ikke nogen stor præstation fra vores side. Vi mødte et udmærket hold, men de var heller ikke bedre, end at vi burde kunne gøre det bedre, end vi gjorde i dag."

Ros til Carrizo
Bo Svensson fremhævede blandt andre Maher Carrizo, der fik chancen fra start og spillede en vigtig rolle i offensiven og scorede det mål, som sikrede os det ene point.

"Carrizo har ikke haft det nemt, siden han kom til klubben, men jeg synes, han spillede en fin kamp i dag med mange gode aktioner. Han var vel nok vores farligste offensive spiller, og det var dejligt både for ham og for os, at han kom i gang og bidrog til et vigtigt point. Det er også vigtigt, at han kan bidrage offensivt, nu hvor Maseko er skadet."

Hunor Németh fik chancen fra start i en vanskelig udekamp, og selv om der var både gode og mindre gode aktioner, var cheftræneren tilfreds med den unge spillers indsats.

"Hunor kom med masser af vilje og energi og kæmpede, sådan som vi kender ham. Der var både positive og negative ting i hans præstation, men sådan er det helt normalt med unge spillere på det her tidspunkt af deres udvikling. Hvis de ikke får chancen, kan de heller ikke udvikle sig, og det skal vi have tålmodighed med."

Også Rodrigo Huescas var tilbage i startopstillingen efter sin lange skadepause.

"Rodrigo manglede naturligt nok noget kamp­rytme, men det var godt, at han fik 60 minutter i benene i sin første kamp fra start efter den lange pause.

Fire point er klart godkendt
Alt i alt var Bo Svensson mere tilfreds med resultatet end med præstationen i Beograd, men er trods alt tilfreds med fire point efter de første to kampe i ligafasen.

"Når vi ser på de to første kampe mod Braga og Crvena Zvezda, så er fire point klart godkendt. Vi leverede en rigtig god præstation mod Braga, og i dag var det mere besværligt, men vi fik trods alt et vigtigt point med hjem," sluttede Bo Svensson, der også sendte en varm tak til de fans, der tog med herned og støttede løverne.