
Freja Borne, FCK Media
Ugen der gik (45/2026)
09.11.2026 08:05
U19-VEJLE 5-1
U19-holdet rejste sig flot efter onsdagens Youth League-skuffelse, hvor de røg ud på straffespark til Dinamo Tbilisi efter at have indhentet 0-3-nederlaget fra det første opgør. Det kan du læse om her.
Lørdagens modstander fra Vejle indledte sæsonen godt, men kom til København med fire nederlag i træk og rejste hjem med endnu et. Da først vi kom i gang med målscoringen, blev der aldrig spænding om udfaldet og vi kravlede op på andenpladsen i den ”skæve” tabel, hvor nogen har afsluttet efterårssæsonen, og andre mangler tre kampe.
Som noget nyt går de seks bedste af de 16 klubber videre til et mesterskabsspil i foråret, og så vidt vi lige kan regne ud, er vi nu sikre på at slutte i Top 6 – og mangler kun en hjemmekamp mod bundholdet AC Horsens.
Gunnar Olsen scorede to gange før pausen – det første et rigtig flot solomål - og efter pausen scorede Elvin Mehicic også to gange. Han fører stadig U19-ligaens topscorerliste, nu med 13 mål i 11 kampe, hvor han som den eneste er startet inde hver gang. Ishaq Holalam scorede vores femte mål, inden Vejle reducerede på straffe.
Tillykke til U17-stopperen Vidal Moritzen, som debuterede for U19 i onsdags og i lørdags startede for første gang.
Lørdag den 7. november 2026, kl. 14.00
F.C. KØBENHAVN U19-VEJLE U19 5-1 (2-0)
17.: 1-0 Gunnar Olsen
35.: 2-0 Gunnar Olsen
54.: 3-0 Elvin Mehicic
67.: 4-0 Elvin Mehicic
69.: 5-0 Ishaq Holalam
70.: 5-1 Yusuf Faghir, straffe
Villads Bille - Sheikh Jaw, Vidal Moritzen, Henrik Haraldsen, Noah Madsen (73.: Gabriel Santos), Xander Poulsen (61.: Xander Poulsen) - Sean Fetterlein (61.: Ishaq Holalam), Tristan Christensen (80.: Mads Jørgensen), Alexander Odefalk - Gunnar Olsen, Elvin Mehicic (73.: Teo Reeh)
Ikke benyttet: Alfred Nymark
DERBYSEJR TIL U14 PIGERNE
Lørdag middag tog U14-pigerne til Vestegnen og vandt 4-1 over Brøndby, og vi ligger fortsat på en delt førsteplads med HB Køge inden efterårets sidste kampe.
HB Køge slutter hjemme mod Brøndby på søndag, mens vores piger først spiller fredag den 20. november i Allerød. FC Nordsjælland mangler to kampe og kan også nå at snuppe førstepladsen.
ROSENGÅRD-SEJR I LOKALDERBY
Efter fem kampe uden sejr sluttede FC Rosengård sæsonen i lørdags med 2-1 over AFC Malmö på mål i 1. halvleg af Joel Voelkerling Persson og Humphrey Aroko.
Kampen var uden betydning for op- og nedrykning, og Trelleborgs FF har for længst sikret sig førstepladsen, som giver direkte oprykning til Superettan. Men der var masser af dramatik i kampen om andenpladsen, der giver oprykningsplayoff, så tillod os lige at dvæle lidt ved den.
Den er ikke Rosengård-relateret, men ender alligevel med en lille FCK-vinkel…
Da der manglede tre runder, lå Hässleholms IF på andenpladsen med syv point ned til Lunds BK. Først spillede Hässleholm 1-1 mod Skövde, og i næstsidste runde 1-1 mod Olympic, som udlignede i tredje tillægsminut.
De skulle stadig bare have ét point i sidste runde hjemme mod Ängelholms IF, som til gengæld kæmpede for at undgå direkte nedrykning. Det stod 0-0 efter 90 minutter, men i tillægstiden scorede Ängelholm sejrsmålet – og efterlod Hässleholm med en lang næse. Ängelholm rykkede ned alligevel, selv om det var deres femte sejr i seks kampe.
Lunds BK skulle dog stadig også vinde for at holde Hässleholms bag sig. Det stod længe 1-1 mod Tvååker, som intet havde at spille for, men tre minutter før tid scorede Lund til 2-1. Og i næstsidste runde havde de i øvrigt også vundet 1-0 på et mål, der faldt langt inde i tillægstiden…
Summa summarum: Lunds BK sikrede andenpladsen på bedre målscore (+21) end Hässleholms IF (+17).
En trist historie for Tobias Linderoths barndomsklub - som kunne have mødt netop Tobias i oprykningsplayoff. Han er nemlig træner i Norrby IF, og det er netop dem, som Lunds BK nu møder i to oprykningsplayoff-kampe.
DAMSØ-SEJR I FREDENSBORG
FC Damsø vandt lørdag 3-0 ude over topholdet Fredensborg FI i næstsidste runde af C-Liga grundspillet. Frederikke Boisen scorede to gange, og Oliver Bergmann en enkelt gang på straffespark.
>> Stillingen i C-Liga Grundspil
OLDBOYS KLAR TIL DM-FINALE
Med en 4-1-sejr over Brøndby IF i ”Øst-finalen” er KB’s Oldboys klar til DM-finale mod Kolding IF på lørdag i Kolding. Rasmus Nielsen fortsatte med at score mål på samlebånd og lavede tre mål i Brøndby, og Mathias Kriegbaum scorede det fjerde.