FC Iberia

Fokus på FC Iberia 1999

04.11.2026 09:00

Georgiske FC Iberia 1999 er nok en klub, som de færreste danske fodboldfans kender, men torsdag kl. 21 får vi syn for sagen, når vi møder dem i Parken i tredje runde af Conference League-ligafasen.

Iberia er et relativt nyt navn i europæisk fodbold, men klubben har markeret sig stærkt i Georgien i det seneste årti. Og historien er lidt anderledes end den, vi normalt møder hos europæiske modstandere.

Klubben begyndte nemlig som et talentprojekt i et kvarter i Georgiens hovedstad Tbilisi og har siden udviklet sig til en af landets mest vindende klubber i de senere år.

Iberia – men ikke det Iberia
Navnet får måske én til at tænke på Spanien eller Portugal, men Iberia har ikke noget med Den Iberiske Halvø at gøre. Det henviser til det antikke kongerige Iberien, som lå i det område, der i dag udgør det østlige Georgien.

1999 er – ikke overraskende - året, hvor klubben blev grundlagt under navnet Saburtalo efter den bydel i Tbilisi, hvor den har sine rødder, men i februar 2024 skiftede den navn til FC Iberia 1999.

Navnet Iberia har i øvrigt en særlig historie i georgisk fodbold. Da Georgien i 1990 brød med det sovjetiske ligasystem, skiftede landets traditionsklub Dinamo Tbilisi nemlig navn til Iberia Tbilisi som et led i opgøret med den sovjetiske fortid. Under det navn vandt klubben de to første georgiske mesterskaber i 1990 og 1991, inden den i begyndelsen af 1990'erne vendte tilbage til sit gamle navn.

Da Saburtalo i 2024 skiftede navn til Iberia, var det altså ikke første gang, at en klub fra Tbilisi havde taget det historiske navn i brug. De to klubber har dog ingen fælles klubhistorie.

Fra talentakademi til georgisk mester
Da Saburtalo blev grundlagt var fokus først og fremmest på talentudvikling. I 2005 blev klubben overtaget af Iberia Business Group, og der blev investeret i faciliteter og ungdomsarbejde. Talentudvikling var stadig en central del af klubbens identitet, og det gav efterhånden også resultater på seniorniveau.

I 2015 rykkede Saburtalo op i den bedste georgiske række og vandt sit første mesterskab efter kun tre år. Klubben vandt også det nationale U19-mesterskab i 2015 og var dermed den første georgiske repræsentant, da UEFA indførte en Youth League Champions Path for nationale mestre. Her mødte Saburtalo blandt andet FC Midtjylland, som vandt 2-1 ude og 3-1 hjemme.

I 2019 fulgte Saburtalos første pokaltitel, og i 2020 vandt klubben den georgiske Super Cup. Siden har de vundet pokalen yderligere to gange, i 2021 og 2023, og efter navneskiftet til Iberia vandt de endnu et mesterskab i 2024.

Iberia genvandt det i 2025 og har altså vundet tre georgiske mesterskaber på otte år og har således udfordret  de mere traditionsrige georgiske klubber som Dinamo Tbilisi, Torpedo Kutaisi og Dinamo Batumi.

Som du kan læse her, har vi før slået Torpedo Kutaisi og Lokomotiv Tbilisi ud af de europæiske klubturneringer, og indtil i år var Dinamo Tbilisi den eneste georgiske klub i en af de europæiske hovedturneringer, da de nåede UEFA Cup-gruppespillet i 2004/05.

Det var selvfølgelig en endnu større bedrift, at Dinamo også vandt den daværende Europa Cup for pokalvindere i 1981 ved at slå Carl Zeiss Jena fra DDR i finalen i Düsseldorf. Det var hipsterfodbold før nogen opfandt begrebet, og man kan høre for sit indre øre, hvordan Svend Gehrs talte om Sulakvelidze, Kipiani, Gutsaev og de andre sovjetstjerner, som det jo var dengang før murens fald.

Det havde også sin egen koldkrigsironi, at Danmarks Radio sendte denne rent østeuropæiske finale lige efter en opvisningskamp med Harlem Globetrotters!

Historisk europæisk sæson
Nu har Iberia skrevet et nyt kapitel i georgisk klubfodbold ved at kvalificere sig til Conference League ligafasen efter flere forgæves forsøg.

Som georgisk mester fra kalenderårs-sæsonen i 2025 begyndte Iberia i juli i år i Q1 i Champions League-kvalifikationen og slog Flora Tallinn med samlet 5-4 efter en 3-2-sejr ude og 2-2 hjemme.

I Q2 tabte de sammenlagt 1-3 til Slovan Bratislava fra Slovakiet og fortsatte derfor i Europa League Q3, hvor de sikrede en ligafase-plads ved at eliminere FC Larne efter 0-0 i Nordirland og 2-1 hjemme efter forlænget spilletid.

I Europa League-playoff var Jagiellonia Białystok for stor en mundfuld, og polakkerne vandt 4-0 hjemme og 2-1 i Georgien, men Iberia skrev stadig klubhistorie ved at komme i Conference League-ligafasen.

En vanskelig begyndelse
I den første kamp tabte Iberia med 0-2 ude til St. Truiden, men fik point i anden runde ved hjemme at spille 1-1 med de svenske mestre fra Mjällby AIF, som først udlignede kort før tid. Svenskerne er i øvrigt langt fra det niveau, der gav dem titlen i kalenderåret 2025, men ser ud til at slippe fri af nedrykningskampen.

Tæt topstrid i den hjemlige liga
I den hjemlige Erovnuli Liga kæmper Iberia for at genvinde mesterskabet, og konkurrencen er tættere end i de seneste sæsoner. I lørdags var Iberia ikke uheldige med spille 0-0 i ude mod Dinamo Tbilisi, og med fem runder igen er de tre point efter topholdet Dinamo Batumi og med Dinamo Tbilisi og Rustavi lige i hælene.

Det trækker op til en spændende sæsonafslutning! Iberia møder bundhold i de næste tre runder og slutter af med hjemmekampe mod netop Batumi og Rustavi, som ikke også behøver at tænke på europæisk fodbold resten af året.

En gammel kending er tilbage som træner
Cheftræneren er 46-årige Levan Korgalidze, som kender klubben særdeles godt. Han var nemlig tidligere cheftræner i flere omgange og stod blandt andet i spidsen, da de blev mestre i 2024, men han stoppede halvvejs i 2025-sæsonen. 

Efter en periode som ubesejret i 30 kampe, spillede Iberia seks kampe uden at vinde, hvor de også røg ud til Levadia Tallinn i Conference League Q2, og så var Korgalidze fortid – for en stund.

Assistenttræner Guga Nergadze, som i mange år havde været en del af klubbens akademi, overtog ansvaret indtil sommeren 2026, og ved kontraktudløb overtog ukrainske Andriy Demchenko ansvaret. 

Men lige inden Conference League-ligafasen begyndte, valgte klubben igen at skifte træner, og Korgalidze vendte tilbage. I foråret havde han en kort overgang været i Dila Gori, men stoppede efter fire kampe af helbredsmæssige årsager.

Nu står han igen i spidsen for Iberia, men døjer stadig med helbredet. Før Iberias hjemmekamp mod Mjällby fortalte han, at han havde gennemgået en meget vanskelig operation, så han ikke kunne stå så meget op under kampene, som han normalt gør - og det forklarer, hvorfor han her står med krykker til forrige uges ligakamp mod Torpedo Kutaisi.

FC Iberias cheftræner Levan Korgalidze
FC Iberias cheftræner Levan Korgalidze. Foto: FC Iberia


Truppen
I modsætning til vores forrige modstandere fra Braga og Beograd, så roterer georgierne normalt kun et par spillere fra kamp til kamp.

Den 36-årige keeper Giorgi Makaridze står fast, når han ellers er klar. Han missede fem kampe i september, efter han blev skadet i Europa League playoff-kampen mod Jagiellonia. 

Han kom til Iberia for to år siden efter 15 år i fransk og portugisisk fodbold og har også stået 17 gange for Georgiens landshold, hvor han også har siddet på bænken i over dobbelt så mange kampe, blandt andet et par gange mod Danmark i Parken.

Giorgi Makaridze
Giorgi Makaridze


De fire i forsvaret udgøres normalt af tre georgiere, de erfarne Giorgi Kobuladze og Jemali-Giorgi Jinjolava samt 19-årige Aleksandre Amisulashvili fra eget akademi, samt Luxembourgs landsholdsstopper med serbiske rødder, Valid Selimovic.

Sidstnævnte voksede op på Metz' akademi, spillede siden nogle år på Cypern, og som F.C. Københavner får man jo altid lidt kuldegysninger, når man ser, at der også står Gorica på CV'et! Senest kom han til Georgien fra et par år i rumænsk fodbold.

Den centrale midtbane består næsten altid af 21-årige Nikoloz Dadiani fra eget akademi, og den ti år ældre Bakar Kardava, som kom fra Dinamo Tbilisi for seks år siden. Begge er georgiere, og Dadiani har spillet en del U21-landskampe.

Bakar Kardava
Bakar Kardava


Hvis vi anskuer deres formation som en 4-2-3-1 og starter med 9'eren, så sidder 25-årige på pladsen. Bag sig har han som regel Nija Sikharulashvili og Zviad Natchkebia samt brasilianeren Lucas Café.

Amiran Dzagania
Amiran Dzagania


Langt de fleste faste startere er altså georgiere, men blandt de hyppigste alternativer er der også enkelte andre nationaliteter.

Den kroatiske forsvarer Phillip Cancar er født i New Zealand og spillede i Kroatien, Australien og Skotland, inden han kom i august i år. Iberia har også franskmanden Jean-Marc Tiboué, der både kan spille forsvar og midtbane, samt den nigerianske defensive midt Ibraham Alhassa. 

Georgieren Giorgi Kutsia kommer ofte ind, når en af de defensive midtbanespillere skal udskiftes.

En af Iberias nyeste spillere, den georgiske landsholdsspiller Giorgi Beridze, kom i september efter kontraktudløb i Ujpezt, men for sent til at blive registreret i Conference League-ligafasen.

En stor bedrift - uanset hvad
Spørgsmålet er, om Beridze får muligheden efter nytår, men med ét point i de to første kampe, så er Iberia da på tavlen, i modsætning til fem andre hold, som er helt uden point.

Efter vores kamp har Iberia hjemmekampe mod Getafe og Crvena Zvezda hjemme og slutter ude mod Jablonec, og georgierne ligger som nævnt også midt i de afgørende kampe om det nationale mesterskab.

Men uanset hvad, så har Iberia allerede leveret en stor bedrift uanset ved overhovedet at være nået til ligafasen.