
Lars Rønbøg, FrontzoneSport
Bo Svensson: En helstøbt indsats efter en fantastisk uge
08.11.2026 14:05
Efter den dejlige Derby-sejr i Parken var cheftræner Bo Svensson glad og stolt over spillernes præstation efter en hård uge med tre kampe på seks dage.
"Vi leverede en god kamp, hvor vi ikke tillod Brøndby at komme til noget før et par enkelte afslutninger til sidst. Vi havde kontrol over det meste af kampen, men vi ville også gerne have skabt noget mere i vores gode periode i den første halve time," sagde Bo Svensson.
"Siden blev vi presset lidt tilbage inden pausen, men stadig uden at de kom til chancer, og så er det bare vigtigt i de her kampe at få det første mål. Clems mål taler jo for sig selv, og det var selvfølgelig en indøvet hjørnesparkskombination," smilede cheftræneren.
Det var et mislykket Elyounoussi-hjørnespark, som gik lige til Filip Bundgaard, men hverken han eller Olti Hyseni ekspederede bolden væk, inden Clem tog over og hamrede bolden over i det lange hjørne.
”Og så med venstre, det havde jeg ikke lige set komme,” indrømmede Bo Svensson, der tog målskytten og Robert ud efter en times tid.
”Robert er lige kommet tilbage efter en skade og havde ikke så meget energi som før pausen, og jeg synes også, jeg kunne se, at Clem var ved at være lidt træt, så vi valgte at sætte Delaney og Král ind. Det er to rutinerede spillere, der stabiliserede holdet, når vi nu var foran 1-0."
"De sidste minutter var lidt nervøse, da de satsede og også sendte Binks frem, for der kan jo altid ske tilfældigheder, men jeg synes, at vi afviste dem ret suverænt."
"Især efter den her uge med tre kampe på seks dage, så er jeg stolt af holdet og meget glad for det udtryk, vi viste i dag. Det var en helstøbt indsats, og først og fremmest en holdindsats i dag. Jeg vil alligevel fremhæve vores bagkæde og især Asger, som jeg synes spillede en vanvittig god kamp."
"Men jeg kunne nævne mange andre, og rammen om kampen var også fantastisk, så stor ros til opbakningen. Det er fedt at spille sådan nogle kampe her, hvor der er fans i begge ender, som er med til at sætte stemningen," sluttede Bo Svensson.