
Gaston Szerman, FCK Media
Neestrup: Glad for finalepladsen - ikke mindst på vegne af fansene
07.03.2026 19:15
”Det var ikke en køn fodboldkamp i dag, men vi skabte klart flest chancer i de to kampe, så jeg synes alt i alt, at det er fortjent, at vi står i en pokalfinale, og den falder så også på et meget, meget, meget tørt sted,” sagde Jacob Neestrup efter endnu en 2-1-sejr over Viborg, der sender os i pokalfinalen med sammenlagt 4-2.
”Jeg er glad på spillernes og stabens vegne og ikke mindst på vegne af alle de fans, som har lidt meget under vores dårlige præstationer i de sidste mange måneder, men som nu kan se frem til en pokalfinale og dermed muligheden for at fejre vores femte titel ud af otte mulige i de fire sidste sæsoner.”
”Det er også uhyre vigtigt for vores ambition om at spille europæisk igen i næste sæson, for det øger jo chancerne betragteligt ud over den mulighed, der ligger i at blive nummer syv og vinde en playoff.”
Vi skal præstere bedre i Superligaen
”Derfor er jeg selvfølgelig glad og lettet over, at vi igen skal være en del af landets største klubkamp, som endda spilles i Parken. Uanset hvem vi møder, så synes jeg, at vi har gode muligheder."
"Men vi skal under alle omstændigheder i gang med præstere bedre i Superligaen, både af hensyn til placeringen i tabellen og i forhold til give os de bedst mulige betingelser for at slå en dygtig finalemodstander i form af enten AGF eller FC Midtjylland.”
Om dagens hold
”Vi vidste, at der ventede os en svær bane her i Viborg, så vi prioriterede at have spillere med fart, så længe banen måske var egnet til at udnytte det. Jeg synes også, at vi fik brugt vores fart godt, hvor både Jordan og Robert kom i nogle gode positioner, og vi bragte også Moukoko i nogle rigtig gode positioner omkring deres stoppere.”
”Vi skabte både noget på godt spil og noget på tilfældigheder, men de havde problemer med vores hurtige spillere, og det var også derfor, vi valgte dem.”
Stærk mentalitet og holdånd
”Jeg er glad på Moukokos vegne for, at han kom ind og lavede to mål, efter at han har været ude af holdet i en periode. Det siger noget om den stærke mentalitet og holdånd i truppen efter den svære periode, vi har været igennem. Det gælder også Alex, der fik chancen i dag, fordi Kotarski ikke var til rådighed på grund af familieforøgelse, og også Suzuki, der stort set ikke har trænet, men gik ind og leverede.”
Zanka udstrålede ro og tryghed
”I forsvaret gav Zanka igen masser af ro til Alex og de to andre stoppere, og det betød, at vi stod godt imod på Viborgs dødbolde og mange indlæg, og vi følte os i god kontrol gennem kampen.”
”Vi så allerede i sidste uge, at Zanka kom ind på holdet med masser af ro og rutine, og selv om vi ikke vandt mod Randers, så var det en kamp, vi kunne have vundet. I dag spillede han selv godt og optrådte med stort lederskab, så de andre følte sig trygge, og det er også noget af det, vi har brug for i øjeblikket,” sluttede Jacob Neestrup.
>> Billetsalget er startet til forårets kampe