
30.000 er nu klar til sæsonens sidste kamp i Parken
05.05.2026 11:12
Der er fortsat stor interesse for at opleve sæsonens sidste hjemmekamp i Parken søndag den 17. maj kl. 14.00.
Over 30.000 har nu sikret sig plads til F.C. København - Randers FC, og den store familietribune på hele D-tribunen er nu udsolgt.
Vi glæder os til at byde mange F.C. Københavnere velkommen i Parken – både de 3.900 yngste fans og deres familier på den nu udsolgte Familietribune samt alle andre på Parkens øvrige tribuner, hvor det fortsat er muligt at sikre sig billet på BILLET.FCK.DK.
Familietribunen er udsolgt, men der er fortsat familievenlige pladser
Selvom Familietribunen er udsolgt, er der stadig gode muligheder for at tage familien med i Parken på de øvre langsider (A- og C-tribunen), hvor der er røgfrit og nummererede siddepladser med godt udsyn over banen og kulissen.
Til kampen er der en stor familiezone i Fælledparken, som kan besøges inden kampstart uanset billetplacering. Allerede fra kl. 11.00 rykker vi ud på området foran D-tribunen med aktiviteter for børn i alle aldre.
På Sektion 12 kan du blive en del af den aktive stemning på den unummererede stemningstribune fra 100 kr. Aldersgrænsen er 15 år.
Oplev kampen i Parken
Der er fortsat gode pladser i Parken, men vi anbefaler at sikre sig billet i god tid. Billetpriser starter fra 100 kr. for voksne og 50 kr. for børn.