25 år siden saksesparket: Sibusiso Zuma hyldes i sidste hjemmekamp

07.05.2026 10:06

De fleste af os kan huske øjeblikket, hvor tiden stod stille hen ad eftermiddagen søndag den 10. juni 2001. Og de nyere generationer har siden set det øjeblik igen og igen.

Én ting er sikkert - Sibusiso Zumas saksespark står for evigt indprentet i vores historie som et af de mest spektakulære øjeblikke nogensinde. Og snart er det hele 25 år siden.

Vi mener derfor, at vores nu 50-årige medlem af Legends Club skal hyldes for målet, der siden er blevet beskrevet som det bedste i dansk fodbolds historie - scoret mod Brøndby IF i den afgørende kamp, der sendte guldet til hovedstaden den sommerdag i 2001.

Efter en sæson præget af både op- og nedture håber vi, at alle F.C. Københavnere vil møde op i Parken den 17. maj kl. 14:00 til kampen mod Randers FC.

Sammen vil vi lade tiden gå i stå for at tage en tur tilbage til øjeblikket, der for altid vil være ikonisk for alle F.C. Københavnere.

Zuma vil blive hyldet forud for kampen og vil desuden stå for overraskelser og fanunderholdning i pausen.

Flot kulisse i vente med over 30.000 F.C. Københavnere klar

Vi opfordrer alle til at være på plads senest kl. 13.30 på dagen, og til at tage familie og venner med til markeringen af klubbens mest ikoniske øjeblik - og dansk fodbolds smukkeste mål nogensinde.

>> Find din billet til kampen her