
F.C. København forlænger kontrakten med Sean Fetterlein
15.06.2026 07:00
F.C. København forlænger kontrakten med den 18-årige midtbanespiller Sean Fetterlein, der har været en del af FCK Talent siden januar 2020.
Fetterlein var senest på banen for U19-holdet, da de vandt pokalturneringen, hvor han samtidig bidrog med en enkelt scoring.
Gennem god udvikling
For Udviklingsdirektør Morten Grahn er forlængelsen af aftalen et udtryk for Seans gode udvikling og fremtidige potentiale.
”Sean har været igennem en positiv udvikling på et rigtig godt U19-hold, hvor han har mærket både de hårde og gode perioder. Alle unge spillere vil altid opleve udfald i præstationer, og de møder modgang i alle mulige situationer - det er en helt naturlig del af processen og i øvrigt vigtigt, hvis man skal blive en robust spiller, der kan begå sig i seniorverdenen.”
”For os ligger nøglen i, hvordan man håndterer disse situationer, og hvilken mentalitet og adfærd man sætter ind for at komme igennem. Netop her har Sean udviklet sig meget og bevist, at han er klar til det sidste skridt i vores miljø,” siger Morten Grahn og supplerer yderligere om Sean Fetterleins kompetencer inde på banen:
Dynamik og mere fysik
”Sean er en vertikal og dynamisk midtbanespiller, der er god til at styre spillet, men også kan bryde linjer med pasninger og drev med bold. Han har lagt meget på fysisk og blevet mere intens i sit spil uden bold. Der er stadig et stykke vej for ham op imod vores A-hold, men det har vi nu givet hånd på, at vi skal samarbejde om at få forløst,” slutter Morten Grahn.
Sean Fetterlein har været en vigtig spiller på det succesfulde U19-hold, som har spillet både U19-guld og pokaltitlen i hus.
Taknemmlig for tilliden
Selv siger Sean Fetterlein om den nye aftale: “Jeg er utrolig stolt over at have skrevet under på en ny aftale med F.C. København. Der ligger mange timers hårdt arbejde bag, og jeg er taknemmelig for den tillid, klubben viser mig,” siger Sean Fetterlein og tilføjer yderligere:
”Jeg vil også gerne takke min familie, mine trænere og alle de mennesker omkring mig, som har støttet mig og hjulpet mig på vejen. Samtidig ser jeg det her som starten på et nyt kapitel. Jeg er sulten efter mere, og der er blevet lagt en god plan for fremtiden, som gør, at jeg glæder mig til at fortsætte min udvikling, arbejde hårdt hver dag og tage de næste skridt mod mine mål,” slutter Sean Fetterlein.