FCK Media

Boldklubben Røde Stjerne Roskilde er ny samarbejdsklub

22.06.2026 14:00

Det er med stor glæde, at F.C. København byder Boldklubben Røde Stjerne Roskilde velkommen som samarbejdsklub.

”Det er meget glædeligt, at Boldklubben Røde Stjerne Roskilde har valgt at indgå et samarbejde med F.C. København”, udtaler Niels Madsen, leder af F.C. Københavns Klubsamarbejde.

”Det er en veldrevet klub med nogle store ildsjæle, og specielt indenfor parasport har klubben en stærk position både lokalt, regionalt og nationalt. Klubben har med deres specialpædagogiske tilgang skabt et solidt fundament, hvor alle kan føle sig velkomne og udfolde deres potentiale.”

”Klubben tager et stort socialt ansvar og har i mange år vist, hvordan fodbold kan bruges som en løftestang til at skabe større lighed og muligheder for alle, og det er noget, vi alle kan lære og blive inspireret af.”

”Vi byder Boldklubben Røde Stjerne Roskilde velkommen i F.C. Københavns Klubsamarbejde, og vi glæder os meget til samarbejdet,” siger Niels Madsen.

Boldklubben Røde Stjerne Roskilde er stolte og glade for den nye samarbejdsaftale med F.C. København. Formand i Boldklubben Røde Stjerne Roskilde, Mads Winskov Henriksen udtaler:

”For en mindre klub som vores ser vi stor værdi i at kunne samarbejde med en stærk og anerkendt klub som F.C. København."

"Særligt inden for parasport giver samarbejdet os mulighed for at skabe endnu mere opmærksomhed omkring målgruppen og styrke de fodboldtilbud, vi arbejder med."

”Vi tror på, at F.C. Københavns brand og erfaring kan være med til at løfte synligheden, engagementet og mulighederne for vores spillere og fællesskab i Boldklubben Røde Stjerne Roskilde. Vi glæder os meget til samarbejdet og til de kommende aktiviteter, som bliver realiseret i fællesskab med F.C. København,” siger Mads Winskov Henriksen.