
Freja Borne
22 måneder og store milepæle med løvinderne
08.06.2026 13:02
Deltag i hyldesten af holdet og teamet omkring F.C. Københavns kvindehold ved sæsonens sidste kamp på lørdag den 13. juni kl. 14.00 i Vanløse Idrætspark.
Alle fodboldspillere, uanset køn, skal kunne drømme om at spille i Parken for F.C. København.
Det sagde vi klart og tydeligt ved præsentationen af klubbens strategi, Vi er København. Vi forpligtede os samtidig til at skabe et seriøst, bæredygtigt, ambitiøst kvindefodboldhold samt at bidrage aktivt og positivt til den videre udvikling af dansk kvindefodbold.
Det er blot 22 måneder siden, at F.C. Københavns løvinder løb på banen for første gang nogensinde. Siden da har kvinderne og staben på imponerende vis nået den ene milepæl efter den anden, og fra hele F.C. København skal der lyde en stor hyldest til hele holdet, både på og udenfor banen.
A-Liga venter i næste sæson
Løvinderne har på kort tid skabt stor interesse og tiltrukket både nye partnere og nyt publikum til kvindefodbolden. Holdet har præsteret at rykke op to sæsoner i træk og skal nu spille i den bedste danske række efter sommerferien. De har slået den danske tilskuerrekord for divisionsfodbold ikke bare én, men to gange. Først med 5.165 tilskuere til holdets allerførste kamp på Vanløse Idrætspark og senere med 18.096 fans i silende regn i Parken. Til sammenligning var der 2.711 tilskuere, da herreholdet spillede sin første hjemmekamp i juli 1992.
>> Kom tæt på jublen efter oprykningen
Holdet har skabt stor medieinteresse, også i Europa, og vi har sammen med vores Main Partner, Andel, præsenteret en af de største kampagner for pige- og kvindefodbold i Danmark nogensinde med Hall of Femme, hvor flere tusinde piger mellem 14 og 19 år har engageret sig, og vinderne hænger nu på store bannere på forsiden af Parken.
Bæredygtigt fundament for fremtiden
Da vi etablerede F.C. Københavns kvindehold i foråret 2024, valgte vi helt bevidst en model, hvor udviklingen skal foregå på et økonomisk ansvarligt grundlag, som skaber det nødvendige, langsigtede fundament for fremtiden. Vores ambition er at skabe et hold, der kan være med i toppen i mange år – ikke kun i en kort periode. Nøjagtig som med klubbens herrehold.
Vi ser alt for mange - både danske og internationale - eksempler på kvindehold, der kører med enorme underskud eller investerer meget kortsigtet aggressivt uden et bæredygtigt fundament. Alt for mange hold vælter desværre undervejs, må opgive eller skalere kraftigt ned. Det er på ingen måde godt for kvindefodboldens udvikling, og det er ikke den vej, vi ønsker at gå.
Fællestræning for piger og drenge
For os handler det ikke kun om førsteholdet. Ambitionen er at udvikle kvinde- og pigefodbolden, skabe nye rollemodeller og sikre, at flere piger kan spejle sig i fodbolden. Der er brug for flere piger i fodboldens fællesskab, og vi skal skabe både bredde og elite – begge niveauer er vigtige for hinanden.
Sideløbende er vi gået forrest med etableringen af fælleshold for drenge og piger, og erfaringerne viser, at den fælles træning løfter alle deltagerne og øger muligheden for en bedre sportslig matchning.
Kvindefodbolden er en del af klubbens langsigtede strategi, og vi har gradvist øget investeringen i organisationen og truppen i takt med, at førsteholdet har flyttet sig op igennem rækkerne.
Man skal ikke være i tvivl om, at vi altid spiller for at vinde, og det har kvinderne også bevist. Det er en del af klubbens DNA altid at stræbe efter mere og flytte ved grænserne for det mulige. Når vi siger, at vi gerne vil udvikle og booste kvindefodbolden i Danmark, så mener vi det, og i al beskedenhed så mener vi også, at vi har bevist det klart og tydeligt.
Ny strategi på vej
F.C. Københavns kvindehold har fra begyndelsen fulgt en flerårig plan, hvor de første år handler om at etablere organisationen, talentstrukturen, de sportslige rammer og et stærkt kommercielt fundament.
Vi står fuldt ud på mål for den model, vi har valgt, og så kan det være, at vi ikke vinder danmarksmesterskabet i den første sæson i A-ligaen, men vi skal nok komme derop.
Kvindeholdets udgangspunkt er langt stærkere end herrernes var, da de startede ud, så det er et spørgsmål om tid, før løvinderne når toppen. Det er vi ikke et sekund i tvivl om.
Vi er netop nu ved at lægge sidste hånd på kvindefodboldens nye strategi, og vi glæder os til at fortælle om den snart.
>> Fejr Løvindernes oprykning til A-Liga på Vanløse Idrætspark lørdag d. 13/6 kl. 14