Lars Rønbøg, FrontzoneSport

Neestrup: Fair med det ene point efter vores 2. halvleg

20.01.2026 23:45

"Jeg må virkelig rose spillerne for, at de stod sammen i en nærmest umulig situation efter det røde kort," sagde Jacob Neestrup efter at løverne kæmpede sig tilbage og fik 1-1 mod Napoli trods en time i undertal.

"Som vi spillede 2. halvleg, synes jeg at det var fair, at vi fik det ene point, og det røde kort endte nærmest med at blive en fordel for os," sagde han, inden han uddybede konsekvenserne af Thomas Delaneys udvisning efter 35 minutter.

"For det første var Napoli klart bedst, mens vi spillede 11 mod 11, og med lidt mere kvalitet havde de også bragt sig foran allerede der."

"Men i undertal bliver det nogle gange nemmere, fordi der er nogle ting der er udelukket, og det er mere enkelt at forholde dig til, hvad du skal og ikke skal."

"I pausen viste vi spillerne et billede fra United-kampen herinde for to år siden, hvor vi var bagud 0-2, og de havde været klart bedst, men hvor vi alligevel fik vendt det, fordi tingene kan gå meget hurtigt i fodbold. Små situationer kan ændre kampens momentum nærmest ud af ingenting."

"Vores plan for 2. halvleg var at holde stand et kvarters tid, og så sætte nogle nye spillere end med knap så meget fysik, men med mere fart, der kunne ændre dynamikken og give Napoli noget andet at forholde sig til."

"Det synes jeg, vi lykkedes med, og det kunne man også mærke på fansene, og først havde Mads Emil jo en stor chance, inden vi fik straffesparket, og herefter var det bare en heroisk fight over hele linjen, der gav os et resultat, som jeg synes var helt fair efter vores 2. halvleg."

Godt for moralen
"Jeg er rigtig glad på spillernes vegne, for med det forår der venter os i Superligaen og pokalen, så er det også godt for moralen at få sådan et resultat som i aften. Men nu ser vi først frem mod kampen i Barcelona på onsdag, som vi jo "bare" skal ned og vinde for at gå videre."

"Muligheden er ikke stor, men den er der, og selv om det bliver meget, meget svært, så er det under alle omstændigheder en stor kamp at møde Barcelona på Nou Camp, og vi tager derned for at gøre alt hvad vi kan for at skabe... ja, et mirakel, kan man vel kalde det," sluttede Jacob Neestrup.