
Gaston Szerman, FCK Media
Neestrup: En træningskamp med plusser og minusser
14.01.2026 18:10
“Det var en træningskamp med plusser og minusser, men alt i alt har vi fået et rigtig godt udbytte af opholdet hernede i Marbella og også af de første træningsdage, vi havde i København,” sagde Jacob Neestrup efter den anden og sidste træningskamp inden tirsdagens Napoli-kamp.
Det blev 4-4 mod Sturm Graz, og de cifre fortæller lidt om, hvor cheftræneren satte plusserne og minusserne i dagens opgør.
“Jeg synes, vi var gode på bolden og skabte rigtig mange chancer i dag, men manglede også lige lidt skarphed, så vi havde fået et par mål mere," sagde Neestrup.
"Men jeg er tilfreds med antallet af chancer, som vi skabte, og vores indlægsspil var godt med de to store drenge inde i feltet, Corner og Dadason, og vi kom også til nogle af de nemmere chancer, som vi har talt om, at vi gerne vil score nogen flere mål på.”
“Når vi lukker fire mål ind, så er der selvfølgelig også noget der, som vi skal hjem og kigge på. Især de første 10-15 minutter, der fangede de os for ofte med deres bagrumsspil, hvor vi skal gøre det bedre, for det kommer vi også til at møde på tirsdag. Og så synes jeg også, det var nogle unødvendige mål, de fik i 2. halvleg.”
“Men alt i alt synes jeg, at vi har spillet to udmærkede træningskampe hernede, og der var mange, der viste sig godt frem. Humøret er også godt, og der er kommet lidt flere spil på læberne, end da vi tog på vinterferie, og vi er før rejst fra træningslejre med flere skadede spillere. Det har vi også undgået, for selv om Robert havde et sammenstød i går, så regner vi med, at han er klar lige om hjørnet, og Oliver stod over i dag for at vi kunne passe lidt på ham.”
“Så vi tager hjem med en god fornemmelse af, hvor vi står, og efter en rejsedag i morgen og en fridag på fredag, så bruger vi de tre sidste træninger på udelukkende at forberede os på Napoli-kampen, hvor vi hernede har haft et mere generelt fokus på foråret," sluttede Jacob Neestrup.