
Torkil Fosdal, FCK Media
Neestrup: Der er en mulighed for at vinde
19.01.2026 17:15
Her kan du læse et uddrag af, hvad Jacob Neestrup talte om på F.C. Københavns pressemøde før tirsdagens hjemmekamp mod SSC Napoli.
Om hvor vi står
"Det er altid svært at sige, for træningskamp er én ting. Men jeg konstaterer, at vi har fået lidt friskhed tilbage. Du kan se, at smilet er tilbage på læberne, og det er vigtigt.”
“Der har været en god gnist i truppen, og jeg synes, vi har haft en fremragende lejr. Alle har trænet hårdt, og vi er skadefri, undtagen de to korsbåndsskader, så alt i alt er det positivt.”
Om den korte opstart
"Jeg tænker, at det er til vores fordel, at pausen ikke er lige så lang, som den plejer at være, og hvor tempochokket kan blive så stort, som vi tidligere har oplevet i februar, hvor vi mødte Manchester City.”
"Og så tænker jeg også, at det er lidt sjovere at spille sådan en kamp her, end ude på bane 1 hjemme på KB.”
Om chancerne tirsdag aften
"Der er en mulighed for at vinde. Selv om vi møder en stor klub, et stort hold, store spillere og en stor træner, så er der en mulighed for os. Den skal vi gøre alt, hvad vi kan for at tage vare på.”
“Nu har vi stillet os selv i den samme situation som for to år siden, hvor vi fik syv point i de sidste tre kampe, lidt ud af det blå mod Galatasaray, Manchester United og Bayern München. Nu slog vi Kairat Almaty og Villarreal og har sat os i en position, hvor vi spiller for at gå videre i Champions League. Og det er en opgave, som vi kommer til at forfølge, indtil det ikke er muligt mere.”
Om pointregnskabet
"Jeg tror, at med 11 point, så er du med videre blandt de 24.Ti point, så er du formentlig med, men uden garanti. Så må vi se. Det kræver, at vi i hvert fald får tre point i de sidste to kampe, og det bliver svært."
Om Napolis skader
“Det må deres træner svare på. Jeg tror, at alle trænere har det sådan, at man gerne vil have sine bedste spillere til rådighed. Skader er desværre en del af spillet, det kender vi kun alt for godt i vores klub.
“Det har F.C. København også gjort hele sæsonen, og vi har også stadig et par rigtig, rigtig dygtige spillere siddende ude med nogle lange skader, og det har vi haft de sidste fire måneder. Nu er vi godt nede i antal, men har været højt oppe, så skader er en del af fodbold, det er det for Napoli, og det er det også for F.C. København.”
“Men uanset hvem der kommer, så er det klassemandskab, og vi får en hård modstand her i morgen.”
Om at Andreas Cornelius er til rådighed
"Det er vigtigt! I forhold til den frustration, som jeg ofte har haft, hvis Andreas ikke har været der, så er det jo i bund og grund fordi jeg synes, at han er en rigtig dygtig fodboldspiller. Og som i de perioder, hvor han har været frisk og fit, så har han haft enormt impact på vores hold."
"Den eneste periode, hvor Andreas har været på banen, og det ikke har været lig med gode resultater, det har været i den hårde periode, som vi senest har været igennem. Men når han har været frisk og fit, så er det en rigtig, rigtig dygtig angriber, som jeg godt kan lide at spille med."
Om Rasmus Højlund
“Han er i en klub med en træner, der bruger ham præcis, som han skal bruges. Den måde han bruger sin krop, både mod bolden og specielt dybt, og den måde de sætter op ham fra kanterne og får bolden i feltet.”
“Vi ved alle i København, at Rasmus er en ekstremt hårdtarbejdende spiller, så det passer ham godt at spille under Conte. Når du analyserer Napoli og Rasmus er det ret let at se, at Rasmus er et rigtig godt sted, også sammenlignet med. da vi mødte ham for United for to år siden. Så godt arbejde af Napoli og træneren og selvfølgelig også af Rasmus, og det glæder os.”
- - - - -
Læs mere senere på aftenen, når Napoli har haft pressekonference med cheftræner Antonio Conte og Rasmus Højlund.