
Gaston Szerman, FCK Media
Kampreferat: Otte mål kunne let være blevet til flere
15.01.2026 10:15
Vores anden og sidste træningskamp i Marbella blev målrig og tilmed blev spillet i tørvejr, selv om flere vejrprofeter havde spået regn under kampen. Den faldt i stedet aftenen før, og ellers var det fint solskinsvejr under træningslejren – og vigtigst af alt fik vi også et fint sportsligt udbytte af både træning og kampe.
Sturm Graz forberedte sig på at møde Feyenoord i næste uge, og de lagde stærkt ud mod et FCK-hold, der var ændret på to pladser siden Brann-kampen: Meling på højre back i stedet for Hatzidiakos, og Jordan Larsson på højre kant i stedet for Robert, der sad over efter han stødte sammen med Garananga til tirsdagens træning.
Det første kvarter blev begivenhedsrigt. Allerede i andet minut kom Filip Rozga på skudhold i feltet, men Kotarski nåede godt ned til hans flade afslutning, og siden fulgte to farlige østrigske kontraer – efterfulgt af to gule kort til henholdsvis Otra Kiteishvili (for at rive Suzuki omkuld) og Gabriel for at fælde Maurice Malone i en ny og giftig kontra.
Og man forstår sådan set den tyske angriberes appel for rote karte, men så havde den norske dommer Jim Dyb forhåbentlig tilladt os at indsætte en anden spiller - ellers havde det været lange 110 minutter i undertal!
I stedet straffede Tomi Horvat os ved at skrue frisparket op i det nærmeste målhjørne, men bare fire minutter efter fandt López fandt en helt fri Dadason midt for mål, og han headede bolden sikkert ind bag russeren Daniil Khudyakov.
Yderligere tre minutter efter mistede López bolden på midten, og igen slog østrigerne lynhurtigt kontra, og Malone fik tid og plads til sende et fladt, skruet langskud i mål helt ude ved stolpen.
Midt i halvlegen fik Delaney en skudchance uden for feltet, men bankede bolden et stykke over, og siden faldt chance-kadencen lidt. Spillet bølgede frem og tilbage i friskt tempo, og i det sidste kvarter af 1. halvleg skabte vi flere store chancer til udligning.
Ti minutter før pausen sendte Jordan Larsson en god stikning i feltet til Birger Meling, der lagde bolden perfekt til rette for Elyounoussi, som havde god tid men sparkede over mål.
To minutter efter viftede keeperen et López-indlæg lige ud til Jordan midt i feltet, men han sparkede også over mål. Vi havde flere gode angreb inden pausen, men den berømte skarphed manglede, så vi var stadig bagud 1-2 ved pausen.
Claesson afløste Cornelius fra 2. halvlegs start, og Sturm Graz skiftede to mand, mens de øvrige udskiftninger var planlagt til senere.
Vi lagde godt ud med et højt pres på, og både Dadason og Jordan fik blokeret afslutninger i de første fem minutter, og Claesson headede forbi mål på et hjørne.
Efter ti minutter øgede østrigerne til 3-1, da Gabriel og Suzuki gik galt af en lang fremlægning, så Otra Kiteishvili fik en friløber.
Kort efter var Claesson tæt på at reducere, da han blev spillet godt fri i højre side af feltet og afsluttede fladt mod det lange hjørne, men forbi.
Reduceringen kom dog efter en time, da Jeyland Mitchell forærede Dadason bolden lige uden for feltet, og vi fik et af de ”nemme” mål, vi savnede i efteråret.
Hatzidiakos og Clem kom ind for Meling og Delaney, og vi fortsatte med at presse og var centimeter fra 3-3 i 67. minut, da López skruede en dødbold på underkanten af overliggeren, hvorfra den studsede ned på stregen – og ud af mål.
Næste nye løver i aktion var Garananga og Moukoko for Gabriel og Jordan og lidt efter Yoram Zague og Liam West for Lopez og Elyounoussi.
Vi var stadig mest på bolden, mens Sturm Graz mest levede på kontra, og i 85. minut var vi uheldige, at Claesson ikke styrede en Moukoko-afslutning i mål. Kort efter forsøgte tyskeren selv, men skuddet blev snittet til et hjørne, som Suzuki headede over mål.
I stedet trak Sturm Graz igen kontravåbnet med stor effektivitet, da Daniel Sumbu sendte Malone afsted fra midterlinjen, og dermed stod det 4-2, inden vi efter en kort pause gik i gang med 3. halvleg.
Nu med Oscar Buur på mål og også med Graham Ankamafio, Jonathan Moalem og Dominik Sarapata i stedet for Suzuki, Dadason og fødselaren Mads Emil Madsen.
Sturm Graz havde nu også skiftet hele startopstillingen, og vores indskiftere viste sig skarpere end deres. Tre minutter inde i 3. halvleg spillede Moalem godt på tværs, hvor Claesson gled frem og reducerede til 3-4.
Ti minutter senere rykkede Ankamafio godt frem i banen og spillede Moukoko fri i feltet, hvor han udlignede til 4-4.
Meget mere skete der ikke før i allersidste minut, da Jusuf Gazibegivic sparkede et frispark på overkanten af vores trekant-sammenføjning – som et af mange udtryk for, at kampen sagtens kunne have endte med mange flere mål end de otte!
Matchfacts
Onsdag den 14. januar 2026, kl. 16.00 på Marbella Football Center. Spilletid 2x45 + 30 min.
STURM GRAZ-F.C. KØBENHAVN 4-4
10.: 1-0 Tomi Horvat
15.: 1-1 Viktor Dadason
18.: 2-1 Maurice Malone
54.: 3-1 Otra Kiteishvili
60.: 3-2 Viktor Dadason
83.: 4-2 Maurice Malone
93.: 4-3 Viktor Claesson
103.: 4-4 Youssoufa Moukoko
50 tilskuere. Dommer: Jim Dyb, Norge
Advarsler: 7.: Otra Kiteishvili, 9.: Gabriel Pereira, 113.: William Clem, 119.: Graham Ankamafio
FCK:
1 Dominik Kotarski (91.: 61 Oscar Buur) – 24 Birger Meling (62.: 6 Pantelis Hatzidiakos), 5 Gabriel Pereira (72.: 4 Munashe Garananga), 20 Junnosuke Suzuki (91.: 42 Graham Ankamafio), 15 Marcos López (76.: 22 Yoram Zague) – 11 Jordan Larsson (72.: 9 Youssoufa Moukoko), 21 Mads Emil Madsen (91.: 23 Dominik Sarapata), 27 Thomas Delaney (anf.) (62.: 36 William Clem), 10 Mohamed Elyounoussi (76.: 49 Liam West) – 14 Andreas Cornelius (46.: 7 Viktor Claesson), 39 Viktor Dadason (91.: 29 Jonathan Moalem)
Ikke benyttet: 51 Tobias Breum-Harild, 35 Kyung-Hyun Lee
Sturm Graz:
51 Daniil Khudyakov (91.: Matteo Bignetti) – 23 Arjan Malić (72.: 44 Jusuf Gazibegović) – 2 Jeyland Mitchell (62.: 47 Emmanuel Aiwu) – 5 Tim Oermann (62.: 35 Niklas Geyrhofer) – 17 Emir Karić (91.: 14 Kristjan Bendra) – 8 Filip Rózga (62.: 22 Julius Beck), 4 Jon Stanković (46.: 39 Luka Weinhandl) – 19 Tomi Horvat (91.: 25 Stefan Hierländer) – 10 Otra Kiteishvili (72.: 15 Gizo Mamageishvili) – 20 Seedy Jatta (46.: 45 Daniel Sumbu), 77 Maurice Malone (91.: 36 Smail Bakhty)