Torkil Fosdal, FCK Media

Elyounoussi: En kort og hektisk pre-season

03.01.2026 11:20

"Det er altid dejligt at være tilbage efter en fin ferie, og det var godt at se drengene igen. Så nu er vi sultne og motiverede til at klø på igen," sagde Mohamed Elyounoussi under lørdagens forskellige tests på Nummer 10.

Nordmanden benyttede ferien til at rejse sydpå, men forsikrede os om, at det kun var på grund af vejret, at han og familien tog langt væk fra Norge i 2-3 uger.

"Vi tog langt sydpå for at få noget sol, så det blev mere jetski end skiløb," smilede Elyounoussi, der sammen med holdkammeraterne står over for en noget anderledes pre-season.

"Selv om vi kunne slappe af i ferien og koble af fra fodbolden rent mentalt, så havde vi også et program, vi skulle følge, og det var måske vigtigere end nogensinde med tanke på, at der kun er lidt over to uger til, at vi skal spille Champions League."

"Der er også kun en uge til, at vi spiller den første træningskamp mod Brann nede i Marbella, så det bliver en kort og hektisk pre-season. Men vi ser frem til at kickstarte 2026 med en god præstation mod Napoli, og så kommer udekampen mod Barcelona, inden det også går løs i Superligaen og pokalturneringen," sagde Elyounoussi.

>> Vind en tur til Barcelona-kampen med Audi Home & Away

Birger Meling og Mohamed Elyounoussi i træningslokalet