FCK Media

F.C. København køber Thapelo Maseko

18.08.2026 07:00

F.C. København forstærker offensiven med den sydafrikanske landsholdsspiller Thapelo Maseko.

22-årige Maseko rejser til København fra Mamelodi Sundowns på en 4-årig aftale og kommer til den danske hovedstad med en række flotte præstationer i sydafrikansk fodbold i bagagen.

Han har markeret sig som en absolut nøglespiller for Mamelodi Sundowns og samtidig etableret sig på det sydafrikanske landshold, hvor han senest blev matchvinder imod Sydkorea under sommerens VM.

Thapelo Maseko er en venstrebenet kantspiller, som har en direkte spillestil og høj topfart.  

Speakman: Ekstra muligheder i vores offensiv
Director of Football, Kristjaan Speakman, er meget tilfreds med at byde Thapelo Maseko velkommen til F.C. København.

”Vi er i gang med at opbygge en balanceret trup med forskellige profiler, og Thapelo er en spændende tilgang."

"Han befinder sig godt på begge sider af banen og kan lide at angribe rummene både med og uden bolden. Hans spil er i konstant udvikling, og hans seneste erfaringer på internationalt niveau har vist hans evner til at præstere på den helt store scene."

”Han har været tålmodig og udvist et stærkt ønske om at skifte til F.C. København. Der har været hård konkurrence om at sikre ham, og vi er meget glade for at byde ham velkommen i vores trup," siger Kristjaan Speakman.

Thapelo Maseko og Kristjaan Speakman. Foto: FCK Media

 
Bo Svensson: Tilfører stærk fart og gennembrudskraft
Cheftræner Bo Svensson ser frem til at få glæde af Thapelo Maseko og har store forventninger til den sydafrikanske profil.

”Med Thapelo får vi en eksplosiv, dynamisk spiller med helt særlige spidskompetencer i det direkte og udfordrende spil."

"Hans hurtighed og evne til at udfordre sin direkte modstander vil gøre ham til en trussel i bagrummet, men han kan også bruge sit venstreben til at assistere sine medspillere ved at gå ind i banen."

”Der er naturligvis stadig elementer, der skal finpudses, men Thapelos potentiale er højt, og han arbejder altid benhårdt for holdet, så vi ser virkelig frem til at arbejde med ham i det daglige."

Thapelo Maseko - ny F.C. Københavner. Foto: FCK Media

 

Thapelo Maseko: Det er en drøm
En drøm går nu i opfyldelse for Thapelo Maseko, og han vil lægge al sin energi i at gøre en forskel fra allerførste dag på træningsbanen.

”Jeg er meget stolt af denne aftale. Det er en drøm, der går i opfyldelse."

"For mig er F.C. København en helt særlig klub. Det er en klub, der er meget anerkendt internationalt, og Zuma har fortalt mig så meget godt om klubben, fansene og byen."

"Jeg glæder mig utroligt meget til at opleve det hele selv,” siger Thapelo Maseko og understreger:

“Jeg er meget beæret over at få denne mulighed, og det giver mig sult og ærgerrighed." 

"Jeg er kommet hertil for at gøre en forskel og sætte mit aftryk på klubben. Jeg har store ambitioner for klubben og på egne vegne. Jeg er kommet for at vinde, og jeg glæder mig meget til at komme ud på træningsbanen og give alt, jeg har.”

Thapelo Maseko får trøje nr. 12, og det forventes ikke ændret efter transfervinduets lukning.

Thapelo Maseko får trøje nr. 12. Foto: FCK Media