Gaston Szerman, FCK Media

3-1 over Sønderjyske

31.08.2026 18:57

På to mål af Mohamed Elyounoussi og et af Mads Emil Madsen vandt F.C. København her til aften 3-1 over Sønderjyske Fodbold.

Løverne lagde aggressivt ud, men kom alligevel bagud allerede efter syv minutter, da Alexander Munksgaard bragte Sønderjyske foran.

Efter en halv time udlignede Mohamed Elyounoussi med et fladt skud fra kanten af feltet, der tog indersiden af stolpen og gik ind til 1-1, og efter flere gode chancer dundrede Mads Emil Madsen bolden ind til 2-1 i første halvlegs tillægstid.

Gæsterne svarede godt igen efter pausen, da Sefer Emini bankede bolden på overliggeren, og kort efter reddede Diant Ramaj mesterligt fra nært hold.

Midt i 2. halvleg udbyggede vi dog føringen, da Elyounoussi udnyttede en returbold fra Sønderjyske-keeperen, og da Brynjar Ingi Bjarnason lidt efter fik direkte rødt for at nedlægge nordmanden lige uden for feltet, så lignede det en afgørelse.

Sønderjyske gav dog aldrig op, men foran 20.073 tilskuere var vi tættere på 4-1, inden vi til sidst fejrede de tre velfortjente point.

Carlsberg Man of the Match
Fansene kårede den dobbelte målscorer Mohamed Elyounoussi til Carlsberg Man of the Match

Holdet
Start-11: Ramaj - Suzuki, Gabriel, Beijmo, Lopez - Madsen, Clem - Král, Elyounoussi (anf.), Robert - Cornelius

Slut-11 :Ramaj - Suzuki, Sørensen, Beijmo, Lopez - Nasnas, Delaney (anf.) - Král, Maseko, Elyounoussi - Dadason

Kamp igen på torsdag
Allerede torsdag kl. 20 spiller vi i Parken igen, når FC Nordsjælland kommer på besøg - find ledige pladser til kampen her på billet.fck.dk