Svensson før OB: Forventer en tempofyldt kamp

21.04.2026 16:07

"Jeg tror, det bliver en tempofyldt kamp mod et OB-hold, der også gerne vil presse højt."

Sådan sagde cheftræner Bo Svensson, da vi fangede ham i pausen af tirsdagens U19-kamp, der tilfældigvis også stod mellem F.C. København og OB.

Før onsdagens opgør i Parken har flere talt om, at det er to "tyske skoler" der mødes, og Bo Svensson kender da også Alexander Zorniger udmærket og ved, hvad han står for.

"Nu er jeg jo ikke tysk, men jeg forstår godt snakken. Jeg har talt med Alex et par gange, så jeg kender ham godt, og jeg synes, han har gjort det rigtig godt i OB med et oprykkerhold, der er blevet meget stabile."

"Så der venter os en opgave i morgen aften, og vi har heller ikke vundet over dem i de tre tidligere opgør i sæsonen. Det vil vi selvfølgelig gerne ændre på, og vi glæder os til at komme ind og spille i Parken igen. Især i Vejle betød underlaget meget for kampbilledet, og det bliver nok en lidt anderledes fodboldkamp i morgen."

Elias Achouri og Thomas Delaney er med i truppen igen, mens Gabriel endnu ikke er klar - se hele truppen her.

I søndags scorede nyoprykkede Geovanni Ndjee to gange, da han kom på banen i Vejle, og i dag så Bo og resten af trænerteamet en anden talentfuld angriber score to gange, for David Boison scorede to gange i U19's 4-1-sejr over OB, og de to øvrige mål blev scoret af Kyung-Hyun Lee og Gunnar Olsen.

"Det er første gang, jeg ser U19 spille kamp, men vi har haft flere unge spillere oppe og træne med. De gør det godt, og vi har i det hele taget mange unge talentfulde spillere, og det er godt at få mulighed til at komme ud og se nogle af dem i aktion i dag," sluttede Bo Svensson.

>> Find din plads til OB-kampen her

David Boison
David Boison i aktion i U19's 4-1-sejr over OB, mens Jonathan Moalem ser til. Foto: Torkil Fosdal, FCK Media