F.C. København hylder KB's 150 år

21.04.2026 07:59

Kjøbenhavns Boldklub fylder den 26. april 150 år, og F.C. København markerer i samarbejde med adidas 150-års jubilæet med en særlig jubilæumstrøje. Grundlagt i april 1876 er KB Danmarks ældste klub – og den ældste klub udenfor De Britiske Øer.

Få klubber i verden kan føre deres historie så langt tilbage – og endnu færre er stadig en aktiv del af topfodbolden i dag. 

Gennem generationer har KB haft en central rolle i udviklingen af spillet og har fostret nogle af dansk fodbolds største profiler – fra Nils Middelboe og Eigil Nielsen til nyere landsholdsspillere som William Kvist og Thomas Delaney. 

“KB er en traditionsrig klub, som udgør en del af fundamentet for F.C. København. Med flere end 5.700 medlemmer og et bredt udvalg af aktive hold, spiller KB fortsat en central rolle i udviklingen af talenter – mange af dem går videre til en professionel karriere og repræsenterer F.C. København,” siger Henrik Eigenbrod, direktør i Kjøbenhavns Boldklub. 

I 1992 blev KB og B1903 enige om at stifte F.C. København. Siden da har arven været en integreret del af klubbens identitet og lever i dag videre som en vigtig del af talentudviklingen og vejen til førsteholdet. 

“KB har spillet en afgørende rolle i dansk fodbold og i F.C. Københavns historie. For at fejre et helt særligt jubilæum, som ingen andre klubber på kontinentet kan matche, har vi i samarbejde med adidas skabt en helt unik hyldest, der fremhæver København som en hovedstad med dybe rødder i fodbolden,” siger Jacob Lauesen, CEO i F.C. København. 

De 150 år markeres med særlig jubilæumstrøje
Trøjen tager afsæt i KB’s ikoniske blå og hvide striber – farver, der fortsat definerer F.C. København i dag – og kombinerer det historiske udtryk med et nutidigt design. 

“F.C. København har rødder i en af verdens ældste fodboldklubber. Det er sjældent på globalt plan – og noget, vi i adidas er stolte af at være med til at hylde. Det her er en hyldest, som ganske enkelt ikke kunne laves med ret mange andre klubber i verden,” siger Henrik Hallberg, Head of PR & Communications, adidas Nordics. 

Kampagnen lanceres blandt andet med en film med Mads Mikkelsen som fortæller – en mangeårig fan, der giver stemme til forbindelsen mellem klub, by og spil. 

>>> SE JUBILÆUMSFILMEN HER 

Jubilæumstrøjen kan købes fra fredag den 24. april 2026 kl. 10:00 – og vi spiller i den d. 27. april i Parken
Når F.C. København møder Vejle Boldklub i 3F Superligaen vil spillerne bære den eksklusive jubilæumstrøje som en hyldest til de 150 år, der også vil blive markeret omkring kampen.  

Trøjen, der er lavet i et begrænset antal, og som der ikke produceres flere af, kan købes i FCK Fanshop i Parken og i Jorcks Passage (Unisport) samt online på fckfanshop.dk fra på fredag kl. 10:00.

F.C. Københavns medlemmer (sæsonkortholdere og abonnenter herunder FCK+ abonnenter) kan købe trøjen allerede fra kl. 9:00 – kun online og via det link, der sendes til alle medlemmer, der er skrevet op til klubbens nyhedsbrev. Skriv dig op her.

>>> Se nærmere på trøjen på fckfanshop.dk