
Torkil Fosdal, FCK Media
Indtryk fra dagens to pressekonferencer
17.09.2025 19:00
F.C. København trænede i formiddag på Nummer 10, og Leverkusen trænede også i hjemlige omgivelser, inden de fløj til København senere på eftermiddagen. Men begge cheftrænere holdt de obligatoriske pressekonferencer i Parken - Jacob Neestrup og William Clem kl. 15.30, og Kasper Hjulmand og Mark Flekken kl. 19.00.
Vi har samlet nogle indtryk - og henviser i øvrigt til, at du kan se hele vores pressekonference i din FCK-app eller på tv.fck.dk.
Neestrup om truppen
Han indledte med at konstatere, at Cornelius er skadet, og at det har vi prøvet mange gange før, så det har vi også en plan for i morgen, som han naturligvis ikke ville komme nærmere ind på.
Dominik Sarapata og Oscar Buur spiller Youth League torsdag (det gør Liam West i øvrigt også), og det begrundede Neestrup således:
“Det er en kamp på højt internationalt ungdomsniveau og en god mulighed for Sarapata til at tage de næste skridt og komme tættere på holdet. Han er en ung knægt, der er kommet til nyt land for første gang, og han gør sit bedste til træning og lægger også på, men der er nogle skridt endnu, og vi hjælper ham det bedste vi kan”
“Buurs case er ikke den samme som Sarapata, men vi vil gerne give ham en god Youth League-kamp i morgen, som skal hjælpe ham til blive en endnu bedre keeper. Det kommer ikke til at være sådan hver gang, men Alex Rúnarsson er reservekeeper i morgen.”
Om Leverkusen
Neestrup noterede sig, at vi har mange kampe i øjeblikket mod nye trænere: Derbyet i lørdags, Leverkusen i morgen, og Lyngby i pokalen næste uge. Det påvirker selvfølgelig altid vurderingerne af, man kan forvente af spillet på banen.
“Vi har selvfølgelig set meget på Frankfurt-kampen i fredags (Hjulmands første, red.) og også deres tidligere kampe, men det er begrænset hvad du kan nå at ændre som træner på kort tid. Men han kender selvfølgelig Parken og de europæiske aftener herinde og hvad F.C. København står for.”
“Vi kender jo også Kasper fra tidligere, så vi har også set på den struktur, han havde på landsholdet, som måske kan minde om nogle af de strukturer, de havde mod Frankfurt, men de har ikke nået at have mange træningspas før kampen i morgen.”
“Det er et rigtig, rigtig godt hold med meget fart, med nogle fysisk stærke midtstoppere, en keeper der kan sparke hårdt og præcist over 60-70 meter, og så har de en dygtig træner, så vi skal toppræstere, hvis vi skal vinde i morgen.”
Om hvad der skal til i ligafasen
"Det er svært at sige, vi må tage en kamp ad gangen. Det kræver nok cirka det samme antal point som sidste år, men måske et eller to point mere eller mindre. Det fylder ikke noget for os i morgen."

- - - - - - -
Leverkusen-truppen var i Parken og se på forholdene, men det er jo Kasper Hjulmands gamle hjemmebane i perioden som landstræner, og naturligvis fik han mange spørgsmål om, hvordan det var at skulle til Parken allerede nu.
Om at være tilbage
“Det er dejligt at være tilbage! Det er jo en tilfældighed, at vores første internationale kamp er her i København, men jeg har den samme tilgang som til alle andre kampe.”
"Men efter nogle intense dag i Tyskland med arbejde fra morgen til aften og en lidt crazy første kamp så var det da specielt at lande i København og være her nu, men sådan er det bare. Det er selvfølgelig specielt, men når kampen kører, så er jeg totalt fokuseret og kigger slet ikke på rammerne, men kun på hvordan jeg kan hjælpe holdet inde på banen."
Om FCK
“Jeg kender jo FCK rigtig godt, men nu er det ikke os trænere, der spiller kampene, men spillerne.”
“Jeg ved, at FCK i Europa er ekstremt svære at spille mod i Parken, hvor der har været europæiske aftener, hvor de har spillet op mod de største. De er ikke sådan at knække herinde, og det har jeg selvfølgelig også formidlet videre.”
“De gør altid en god indsats, og jeg har kæmpe respekt for den måde som FCK som klub og som hold forsøger at løfte barren og ikke bare være en dansk klub, der skal vinde mesterskaber, men en europæisk klub, der skal konkurrere i Europa.”
“De har skubbet barren for dansk klubfodbold, og jeg synes de er langt med det hold, der er der nu. De er lange med faserne af spillet, og jeg synes de ser sammenhængende ud, så vi kommer med stor respekt - men vi har også et godt hold og er klar og kommer velforberedt.”
Om truppen
“Nathan Tella er skadet, men vi forventer, at det er kortvarigt og er optimistiske med, at han er klar på søndag, men vi må se.”
“Skaden til Palacios i fredags er ærgerlig for mig og naturligvis også for ham, men sådan er det, og jeg fokuserer på dem vi har og på den næste kamp.”
Palacios har fortalt på sin Instagram, at han er opereret for den skade, han fik i fredags, og er ude resten af året.