
Fokus på Qarabag FK
30.09.2025 06:00
I F.C. Københavns første udekamp i Champions League-ligafasen går turen til Baku og endnu et møde med Aserbajdsjans mangeårige mestre, Qarabag FK.
Qarabag FK spiller europæisk for 12. sæson i træk, men har kun én gang kvalificeret sig til Champions League-gruppespil/ligafase. Det var efter vores seneste møde i august 2017, hvor de gik videre fra UCL-playoff på udebanemål efter 1-0 hjemme og 1-2 i Parken. Den samt vores andre tidligere kampe mod Qarabag kan du læse om her.
Historien
Klubben blev stiftet i 1951 i byen Agdam under navnet Mehsul og spillede i den regionale liga i Aserbajdsjan, som dengang var en af de mange republikker i Sovjetunionen.
I slutningen af 60'erne trak klubben sig fra ligaen i en årrække og genopstod først i 1977 under navnet Shafaq, men ændrede det siden til det nuværende Qarabag FK.
Mens klubben fra Agdam stadig var ukendt herhjemme, begyndte vi i starten af 90'erne at høre mere og mere om Nagorno-Karabakh, da der udbrød en langvarig krig mellem det armensk dominerede Nagorno-Karabakh og styret i Aserbajdsjan.
Det tvang i 1993 Qarabag FK til at forlade Agdam, og siden har de holdt til i hovedstaden Baku. Her mødte vi dem også i 2017, mens krigshandlingerne stadig rasede i Nagorno-Karabakh, og først i efteråret 2023 blev der indgået våbenhvile.
Qarabag vandt The Double i 1993, hvor Aserbajdsjan netop havde fået sin egen nationale liga efter Sovjetunionens opløsning, men siden kneb det med at vinde titler. Da vi mødte dem i 1998, var de kun med i EC for pokalvindere, fordi de tabte pokalfinalen til mestrene fra Kapaz PFK.
Ny hovedsponsor og "permanent" cheftræner
Men i 2001 blev klubbens situation radikalt ændret, da den store fødevarekoncern Azersun Holding gik ind i klubben. Ansættelsen af cheftræner Gurban Gurbanov i august 2008 fik også stor betydning for Qarabags senere fremgang, og han har haft jobbet lige siden, bortset et år som aserbajdsjansk landstræner fra 2017-18, det vil sige i lidt over 16 år!

I sin første sæson førte Gurbanov klubben til en pokalsejr, og de begyndte også at vinde medaljer i ligaen, selv om de endnu kun var af bronze.
National dominans siden 2013/14
Først i sæsonen 2013-14 vandt de igen mesterskabet og satte sig samtidig solidt på fodboldtronen i Aserbajdsjan og har siddet der siden.
Da vi senest mødte dem i CL-playoff i august 2017, havde de vundet The Double tre sæsoner i træk og distanceret konkurrenterne både sportsligt og økonomisk, og siden 2014 har Qarabag vundet alle mesterskaber på nær ét.
Det var i I 2020/21 – covid-sæsonen, der vendte op og ned på meget i international fodbold - hvor Neftçi PFK blev mestre efter en tilskuertom, men højdramatisk guldfinale i sidste runde. Qarabag kunne sikre titlen med uafgjort, men tabte 0-1 på et mål i 89. minut - hvorefter vores ven, Uros Matic, var tæt på at udligne langt inde i de otte minutters tillægstid. Vi havde solgt Matic til Qarabag i sommeren 2020, og han spillede kun denne ene i klubben.
De seneste fire sæsoner har der til gengæld ikke været spænding om mesterskabet, som Qarabag har vundet med et forspring på 19, 9, 25 og 15 points forspring til de nærmeste forfølgere!

Qarabag i europæisk fodbold
Trods Qarabags nationale dominans og mange års regelmæssig deltagelse i europæisk fodbold med i alt ca. 200 kampe gennem årene, har de haft svært ved at kvalificere sig til Champions League-gruppespillet.
Siden de slog os i 2017, er de røget ud til:
18-19 Q3 BATE Borisov 0-1 og 1-1
19-20 Q3 APOEL 0-2 og 2-1
20-21 Q3 Molde 5-6 (str.konk.) (én kamp pga Covid)
21-22 Spillede ikke UCL
22-23 PO Viktoria Plzeň 0-0 og 1-2
23-24 Q2 Rakow 1-1 og 2-3
24-25 PO Dinamo Zagreb 0-3 og 0-2
Men i år lykkedes det. Efter klare sejre over Shelbourne i Q2 (1-0 og 3-0) og Shkëndija i Q3 (5-1 og 1-0), indledte Qarabag playoff med at vinde 3-1 ude over Ferencvaros, og selv om de tabte 2-3 hjemme, var det samlede avancement til ligafasen ikke for alvor i fare.
I skrivende stund rangerer de som nr. 57 på UEFA’s klub-ranking, hvor vi er nr. 39, og vi var begge i Champions League ligafasens fjerde seedningslag.
Sensationssejr i Lissabon
Qarabag har som nævnt kun deltaget én gang i Champions League-gruppespillet, hvor de tabte alle kampene mod Chelsea og AS Roma og spillede uafgjort i kampene mod Atlético Madrid.
Det var derfor en historisk aften, da de indledte ligafasen med at slå Benfica 3-2 i Lissabon efter at have været bagud 0-2 efter et kvarter!
Som kampen udviklede sig, var det bestemt ikke ufortjent, og det bekræftede bare, at det ikke bliver en nem opgave for løverne, selv om Qarabag på papiret er et af de hold, vi har bedst muligheder for at tage point fra.

Bortset fra de to kvalifikationskampe i år mod Shelbourne og Shkëndija, har Qarabag dog tabt sine seneste syv europæiske hjemmekampe. Ud over playoff-kampen mod Ferencvaros, så tabte de alle fire hjemmekampe i sidste sæsons Europa League-ligafase og hentede kun et enkelt point på udebane i Bodø sluttede sidst af de 36 hold i tabellen.
Truppen
Qarabags bruttotrup består af 10 aserbajdsjanere, fire brasilianere, to colombianere – og en halv snes spillere med forskellige andre nationaliteter.
Den er bred nok til, at Gurban Gurbanov f.eks. skiftede alle 11 spillere i de to hjemlige ligakampe efter Ferencvaros-playoff kampene! Syv af dem er ikke startet i andre af sæsonens kampe, men de fleste har dog fået en del indhop.
To af dem, der fik chancen i de to kampe, var keeperen Shahrudin Mahammadaliyev (31) og stopperen Badavi Hüseynov (34), som er nogle af de få, der er tilbage fra holdet, vi mødte i 2017, hvor begge spillede fast.
Ivorianeren Chris ”Chriso” Kouakou startede også i de to "rotationskampe", og han er det nærmeste, vi kommer dansk fodbold i Qarabag-truppen, for han spillede i FC Midtjylland fra juli 2022 til november 2023, hvorefter han fortsatte i Mafra.
Baggrunden for den store rotation var naturligvis at prioritere playoff, præcis som vi også gjorde omkring vores Basel-kampe, hvor vi dog kun roterede fire. Det er dog næppe lige så problematisk, hvis man skulle miste et par point i Aserbajdsjans Premier League, som det er for os i den mere kompetitive Superliga, hvor man ikke bliver mester med et forspring på omkring 20 point!
Qarabags "rotationshold" tabte da også sæsonpremieren 0-1 hjemme til Sumgayit, men vandt den anden kamp, og samlet set lykkedes operationen jo, da Qarabag slog Ferencvaros ud.
Før og efter Benfica-kampen i ligafasen roterede Gurbanov kun et par spillere, og man må formode, at onsdagens hold er tæt på eller identisk med 4-2-3-1-formationen i Lissabon.

Det vil sige polakken Mateusz Kochalski i målet bag en fireback-kæde med den brasilianske højre back Matheus Silva, Bahlul Mustafazada og colombianeren Kevin Medina i centerforsvaret samt Elfin Cafarquliyev på venstre back - sidstnævnte aserbajdsjansk landsholdsspiller ligesom Mustafazada.
På defensiv midt spillede en af sommerens nye, brasilianeren Pedro Bichalho, ved siden af Montenegros landsholdsspiller Marko Jankovic, som dog udgik med en skade mod Benfica og er tvivlsom, så senest spillede en anden brasilianer, Kady Borges.
De tre offensive på midten ventes at være Leonardo Andrade fra Cap Verde (klubbens topscorer sidste sæson), ghanesiske Emmanuel Addai og Abdellah Zoubirk, der er fransk med marokkanske rødder.
Centerforwarden er også ny i klubben, colombianeren Camilo Durán, som Qarabag sent i transfervinduet hentede i Portimonense.
Et andet nyindkøb, forwarden Ramil Sheydayev – som tidligere har spillet i Qarabag, men senest tørnede ud for rivalerne Neftchi – er ikke spilleberettiget i efterårets Champions League-kampe.
Men som førnævnte rotation antyder, har cheftræneren flere at vælge mellem - blandt andet sin egen søn, Musa Qurbanly, en 23-årig angriber, der allerede har spillet 14 A-landskampe for Aserbajdsjan, og som tilbragte 2023/24-sæsonen i Djurgården, inden han vendte tilbage til Qarabag.
Fuldt hus i Baku
Qarabag forventer fuldt hus til kampen onsdag aften, hvor ca. 125 FCK-fans er på plads. Der er kickoff kl. 18.45 dansk tid, og du kan se kampen på TV3+ og Viaplay.