FCK Media

Hvidovre IF bliver strategisk samarbejdsklub

12.11.2025 09:00

Det er med stor glæde, at F.C. København byder Hvidovre IF velkommen som strategisk samarbejdsklub.

Hvidovre IF er en traditionsrig klub, som fejrer 100 års jubilæum i år, og det er meget glædeligt, at klubben har valgt at indgå et samarbejde med F.C. København som strategisk partnerklub som led i at styrke børnefodbolden.

"I Hvidovre IF's 100-års jubilæumsår har det været vigtigt for os ikke kun at dvæle ved fortiden, men at forme fremtiden,” siger Hvidovre IF's bestyrelse.

”Her har børnefodbolden været et naturligt fokuspunkt, og 2025 har været et historisk år for børnesegmentet i Hvidovre IF. Vi startede året med at blive DBU Børneklub, derefter satte vi ekstra kraft bag pigefodbolden, og da ligestilling og trygge rammer var styrket, blev næste skridt at løfte kvaliteten på børnesiden.”

”Her har det føltes naturligt at kigge mod F.C. København, hvor vi gennem aktiviteter som ATK+ både på spiller- og trænersiden har oplevet kvaliteten i FCK's børnefodbold, når vi har haft vores trænere og spillere på besøg.”

”Nu glæder vi os til at udvikle og formalisere samarbejdet. Med rammen for det strategiske partnerskab på plads bliver vores vigtigste fokus at udvikle samarbejdet sammen med eksperterne i hverdagen, nemlig børnetrænerne i Hvidovre IF.” 

”Samarbejdsaftalen vil give endnu bedre muligheder for at styrke deres kompetencer gennem supervision og uddannelse i trænernes daglige arbejde og skabe de bedste forudsætninger for, at børnene møder kvalitet, glæde og udvikling i deres fodboldmiljø.”

”Samtidig tror og håber vi på en gensidig værdi af samarbejdet, hvor vi ikke blot skal modtage viden og inspiration fra FCK, men også kan udfordre og bidrage den anden vej.”

”Med et stærkt samarbejde og to børneafdelinger får vi endnu bedre mulighed for at skabe ny viden om, hvad der virker bedst i børnefodbolden – til gavn for begge klubber og for dansk børnefodbold som helhed.”

En stærk medspiller
Niels Madsen, der er leder af F.C. Københavns klubsamarbejde, ser Hvidovre IF som en stærk medspiller i vores ambition om at løfte børnefodbolden yderligere.

”I Hvidovre IF ser vi en meget stærk medspiller, som kan bidrage stort til, at vi i fællesskab kan løfte børnefodbolden yderligere, både lokalt i Hvidovre og i hele København,” fortæller Niels Madsen.

”Vi har i flere år haft et uformelt samarbejde med Hvidovre IF, så det har været et naturligt skridt at indgå et større samarbejde. I forbindelse med ATK+ træning på Frederiksberg har vi oplevet, at vi har mange af de samme tanker og holdninger til børnefodbold.”

”Hvidovre IF har store ambitioner med deres børnefodbold, både for piger og drenge, og med begge klubbers erfaring og viden om børnefodbolden, er vi overbeviste om, at vi sammen kan udvikle og løfte børnemiljøet i Hvidovre IF til nye højder.” 

”Vi ser meget frem til at lære ledere, trænere og spillere i Hvidovre IF bedre at kende og bruge en masse timer sammen med dem både på og udenfor banerne med det fælles mål at styrke både det strategiske og sportslige arbejde i klubbens børnemiljø.” 

”Sparring og vidensdeling bliver centrale elementer, og der er masser af viden og erfaring i Hvidovre IF, som vi kan lære af, og som også kan inspirere vores mange andre samarbejdsklubber til glæde for børnefodbolden.”

”Vi byder Hvidovre IF velkommen som strategisk partnerklub, og vi glæder os meget til at skyde samarbejdet i gang,” siger Niels Madsen.