
Randers FC er den første opgave i Mesterskabsspillet
28.03.2025 10:25
Mandag kl. 19 mødes F.C. København og Randers FC i Parken i den første af ti runder i 3F Superliga Mesterskabsspillet.
Siden Mesterskabsspillet blev indført i 16/17-sæsonen har Randers deltaget tre gange – 20/21, 21/22 og 22/23 – og sluttede hver gang nr. 6.
I år sikrede de sig definitivt adgang ved at besejre Brøndby 4-2 i 21. runde, men tabte senest med samme cifre i Herning og indleder Mesterskabsspillet på fjerdepladsen med 35 point – det højeste, de hidtil har hentet i Grundspillet.

”Denne gang har vi kvalificeret os til Top 6 med vores nye og mere moderne spillestil,” siger sportsdirektør Søren Pedersen til klubbens hjemmeside.
Indbyrdes kampe
Generelt har vi en god statistik mod Randers FC i Parken (V20, U7, T5) – men tre af Randers-sejrene er faldet siden 2020, efter de kun vandt to i Parken fra 2005-2020.
I denne sæson mødtes vi 4. august i Parken, men trods 75 minutter i overtal og massivt spilovertag fik vi kun 1-1 på et drømmehug midt i 2. halvleg af 30-års fødselaren Mohamed Elyounoussi. Senest mødtes vi i Randers i forårspremieren og vandt 2-1 på et selvmål og en scoring af Jordan Larsson.
