Anders Kjærbye, FrontzoneSport

Neestrup: Vi nåede et lavpunkt i dag

07.12.2025 21:00

Med 0-2-nederlaget til Sønderjyske overvintrer løverne på en femteplads i 3F Superliga, og Jacob Neestrup kaldte det et lavpunkt efter de seneste tre måneder.

"Jeg kan ikke umiddelbart forklare, hvordan vi kan gå fra at vinde The Double, indlede efteråret stærkt i Superligaen og komme i Champions League-gruppespil - og så falde så dybt og nå det lavpunkt, vi nåede i dag," sagde han efter kampen.

"I dag virkede vi udbrændte med stor mental træthed i forhold til at gøre det åbenlyse, hvilket illustreres ved de situationer, der førte til de to hjørnespark, som Sønderjyske scorede på."

"Vi tog forkerte beslutninger, nåde individuelt og kollektivt, og vi tog ikke de chancer, vi skulle, men tog for store risici, når vi ikke skulle, og så kunne vi ikke håndtere modgangen."

"Der er nogle grundlæggende ting, der ikke har fungeret længe, og selv om vi har været ramt af skader hos nøglespillere - hvilket har trukket store veksler på andre, der har spillet mere end de skulle - så må vi ikke falde så dybt, at vi nu står med en femteplads efter 18 runder."

"Nu gælder det først og fremmest om at gøre arbejdet færdigt mod Esbjerg på lørdag, for det er naturligvis ekstremt vigtigt for os komme i pokalsemifinalen."

"Det betyder ikke, at vi har opgivet mesterskabet, men alle kan jo se tabellen, og det er klart, at med 12 point op til førstepladsen, og otte point til andenpladsen, så er pokalen lige nu den korteste vej til europæisk fodbold. En pokalsejr er i øvrigt altid bedre end at blive nummer to, fordi den giver Europa League frem for Conference League."

"Efter på lørdag venter en vinterferie, som mange har brug for, inden vi starter op igen i januar, og så gælder det om, at jeg og vi i trænerteamet skal gøre et godt stykke arbejde på træningsbanen, og at vi skal forstærke truppen på nogle positioner. De to ting skal gå hånd i hånd."

"Vi har før vist, at vi kan vende en dårlig periode og komme stærkt i gang efter en pre-season, og det tror jeg også fuldt og fast på, at vi kan denne gang, og så må vi tage alle de sejre vi kan og se, hvor langt det rækker i tabellen," sagde Jacob Neestrup.