
Vi har før mødt klubber fra Gibraltar og Irland
19.06.2024 18:50
F.C. København har én gang før mødt hold fra henholdsvis Gibraltar og Irland, men hverken FCB Magpies eller Derry City FC. En af dem bliver dog modstanderen, når vi indtræder i Q2 til Conference League.
Vi ser senere nærmere på det hold, som vi ender med at skulle møde, men her får du et kort overblik over de to klubber - og vores hidtidige erfaringer med at møde hold fra Gibraltar og Irland.
Gibraltar
Gibraltar stiftede vi bekendtskab med i sæsonen 21/22, da vi mødte Lincoln Red Imps i vores hidtil eneste Conference League-gruppespil. Vi vandt 3-1 hjemme i Parken, og 4-0 på en meget regnvåd novemberaften på Gibraltar.
FCB Magpies står for F.C. Bruno's Magpies, idet klubben blev stiftet i 2013 på Bruno's Bar og Restaurant af en ung mand, der ikke kunne finde en klub at spille i, så han spurgte sine bedsteforældre - der ejede restauranten - om de ville sponsere, at han oprettede en ny klub.
Det er nu tredje sæson i træk, klubben spiller europæisk. De to foregående sæsoner røg de ud af 1. runde i Conference League-kvalifikationen til henholdsvis Crusaders fra Nordirland og Dundalk fra Irland.
Takket være en tredjeplads sidste sæson (Lincoln Red Imps blev mestre for fjerde sæson i træk) skal de nu besejre Derry City F.C. for at klare cuttet til Q2 og et møde med F.C. København.

Irland
Irland besøgte vi i 2011, da vi mødte Shamrock Rovers i Q3 til Champions League og vandt 2-0 hjemme og 1-0 i Dublin.
Nu kan vi møde Derry City F.C., som er hjemmehørende i nordirske Derry, men spiller - som det eneste nordirske hold - i den irske Premier Division. Derry's hjemmebane hedder The Ryan McBride Brandywell Stadium.
De kvalificerede sig ved at blive nummer to i League of Ireland Premier Division i sæsonen 2023 efter Shamrock Rovers. Eftersom irerne spiller kalenderårsturnering, er de i fuld gang med en nu sæson, hvor de p.t. ligger nr. 2 efter Shelbourne, mens Shamrock (som har vundet de seneste fire sæsoner i træk) overraskende kun er nr. 3.
