
Næsthøjeste tilskuertal nogensinde
25.10.2023 14:25
De 73.249 på Old Trafford tirsdag aften er det næsthøjeste tilskuertal, vi nogensinde har spillet for:
75.852 20.10.10 u 0-2 Barcelona
73.249 24.10.23 u 0-1 Man. United
72.020 17.10.06 u 0-3 Man. United
70.700 06.09.22 u 0-3 Dortmund
69.347 02.10.13 u 0-4 Real Madrid
Resultaterne er måske ikke noget at prale af, men de afspejler, at det er de største europæiske klubber, der har de største stadioner og tilskuertal.
Og i går var vi meget tættere på point end i de andre kampe, som - hvis man dykker nærmere ned i dem - rummede flere gode præstationer og adskillige chancer til at slette det “dumme nul” i cifrene.
F.eks. N’Doyes skud på overliggeren i Barcelona, hvorefter Santin headede forbi tomt mål. Eller Nicolai Jørgensens hovedstød på underkanten af overliggeren i Madrid, der fik Ståle til at lave rullefald ved trænerbænken, eller Bolanos’ friløber i slutningen af kampen. Eller Falks mål til allersidst i Dortmund, der var hårfint offside. Og så selvfølgelig stolpeskud og brændt straffe i går.
Nå, det er ikke for at tale uden om nederlagene, men bare for at minde om, at der bag de tørre tal altid gemmer sig en masse historier - og minder på godt og ondt.