
Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK
Ugen der gik (14/2023)
11.04.2023 14:15
I ugen der gik spillede U19 tre kampe på fem dage!
Forklaringen er, at der i midtugen både var programsat en pokalkamp ude mod AB og en Future Cup-kamp ude mod Brøndby, hvorefter der lørdag middag var U19-ligakamp hjemme mod Vejle.
AB var ikke interesserede i at flytte pokalkampen, og derfor stillede vi med et ”forstærket U17-hold” til den kamp, mens det ”normale” U19-hold spillede Future Cup.
Future Cup er en afløser for den tidligere reserveliga, og vi har i praksis har forankret kampene i Talentafdelingen. Det udelukker ikke, at vi kan have op til syv spillere over 21 år i truppen, hvor af højst fem må være på banen samtidig. Hidtil har vi dog ”kun” benyttet U19-spillere, mens vores modstandere ofte stiller med en del ældre Superliga-spillere fra deres Superligatrupper.
U19-POKALSEJR OVER AB PÅ STRAFFE
Det var som nævnt et forstærket U17-hold, der tirsdag aften spillede U19-pokalkamp på AB’s træningsanlæg i Bagsværd, og det "match" løste vores unge spillere udmærket. Den ordinære kamp sluttede 1-1, og vores mål blev sat ind af Galdur Gudmunsson.
Herefter skulle der findes en vinder på straffesparks-konkurrence, og den trak vi os sejrrigt ud af.
Galdur Gudmundsson udligner i pokalkampen mod AB. Foto: Judit Wacha
I næste pokalrunde venter Brøndby IF på udebane onsdag den 19. april, kl. 19.
Tirsdag den 4. april 2023, kl. 18.00
AB U19-F.C. KØBENHAVN U19 1-1
Samuel Andersen, Amar Diagne, Amin Chiakha, Cornelius Olsson, Andreas Clasen, David Katlego, Emmanuel Aby, Galdur Gudmundsson, Hunor Vajk Németh, Mads Samson, Neo Jönsson, Sashwat Rana, Thomas Miezan, William Glindtvad
2-2 I FUTURE-DERBY
Onsdag aften spillede U19-holdet Future Cup-Derby på Brøndby Stadion, og ifølge cheftræner Alfred Johansson var uafgjort et retvisende resultat, og vores unge mandskab leverede en rigtig fin præstation mod et Brøndby-hold med en del spillere fra Superligatruppen, bl.a. Mensah, Tshiembe, Lauritsen, Divkovic og Cappis.
Alexander Simmelhack os foran allerede i første minut, men siden kom Brøndby foran 2-1, hvorefter indskiftede Galdur Gudmundsson udlignede to minutter før tid. Den islandske kantspiller kom således på tavlen to dage i træk.
Onsdag den 5. april 2023, kl. 17.00 på Brøndby Stadion
BRØNDBY-F.C. KØBENHAVN 2-2 (1-1)
0-1 Alexander Simmelhack
1-1 Christian Cappis
2-1 Oscar Schwartau
2-2 Galdur Gudmundsson
Andreas Dithmer - Oliver Svendsen (60.: Emil Møller), Aksel Halsgaard, Ethan Amundsen-Day, Hjalte Bidstrup - Thomas Jørgensen, Nikolaj Zachariassen (60.: Emil Thor), Oscar Højlund - Victor Froholdt, Alexander Simmelhack (72.: Galdur Gudmundsson), Noah Sahsah (46.: Emil Rohd)
Ikke benyttet: Oscar Buur, Andreas Clasen, William Glindtvad, Cornelius Olsson, Amin Chiakha
Vores næste Future Cup-kamp er hjemme mod Randers FC tirsdag den 18. april, kl. 14.00.
U19-LIGA: 3-0 OVER VEJLE
Lørdag middag gjaldt det så U19-ligaen, hvor Vejle kom på besøg, og den kamp blev i praksis afgjort med to FCK-mål i det første kvarter, hvor gæsterne ikke så meget til bolden.
Det var i første omgang uklart, hvem der scorede det første mål, da Thomas Jørgensen skruede et hjørne ind foran mål, som tilsyneladende fortsatte ind i netmaskerne. Cornelius Olsson mente, at han måske rørte bolden i en luftduel foran mål, men dommeren vurderede, at Emil Rohd havde en sidste berøring og gav ham målet.
Thomas scorede selv de to næste, selv om han denne gang spillede defensiv midt som 6’er.
Den tidlige 2-0-føring blev måske lidt af en sovepude, for resten af 1. halvleg dominerede vi slet ikke på samme måde, men Vejles første afslutning i kampen faldt først fem minutter før pausen.
Kort efter pausen blev det 3-0, og vi havde flere chancer til at udbygge føringen, men Andreas Dithmer måtte også vise sin klasse ved en enkelt lejlighed med en stor redning på et godt Vejle-langskud.
Thomas Jørgensen øger til 2-0 mod Vejle. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK
Lørdag den 8. april 2023, kl. 12.00
FCK U19-VEJLE U19 3-0 (2-0)
10.: 1-0 Emil Rohd
14.: 2-0 Thomas Jørgensen
49.: 3-0 Thomas Jørgensen
Andreas Dithmer – Emil Møller (57.: Oliver Svendsen), Cornelius Olsson, Ethan Amundsen-Day, Hjalte Bidstrup – Victor Froholdt, Thomas Jørgensen, Oscar Højlund – Emil Rohd (57.: Amin Chiakha), Alexander Simmelhack, Noah Sahsah
Ikke benyttet: Oscar Buur, Aksel Halsgaard, Andreas Clasen, Galdur Gudmundsson
U17 IKKE I KAMP
U17 spillede ikke i weekenden på grund af det danske U16-landsholds tur til Frankrig, jf. senere.
De spiller næste ligakamp på lørdag kl. 14.00 mod AGF på KB’s baner.
U15 I HOLLAND
U15 deltog i påsken i den internationale Orange Veins Cup i Rotterdam, hvor de skulle forsvare den flotte turneringssejr fra sidste år, hvor den daværende årgang vandt foran Maccabi Petach Tikwa og PSG.
I år blev det "kun" en tredjeplads, men stadig en succesfuld tur med masser af nyttig erfaring, fortæller cheftræner Jonas Rothausen.
"I den indledende pulje slog vi Bodø/Glimt og sydafrikanske Randburg FC og spillede uafgjort med PSV, og vi sluttede á point med hollænderne, men gik videre på bedre målscore. Der gik kun ét hold videre fra hver gruppe, og i semifinalen mødte vi PSG og tabte desværre 0-1. Vi havde ellers chancerne til at komme foran, men det var fortjent nok, at de vandt."
"I kampen om 3.-4. pladsen mødte vi Club Brugge og endte med at vinde kampen på straffesparks-konkurrence, så vi blev nummer tre i turneringen, mens RB Leipzig slog PSG i finalen. Men en tredjeplads er også et flot resultat i en stærkt besat turnering," siger Jonas.
På lørdag kl. 12 gælder det den hjemlige U15-liga, hvor førstepladsen skal forsvares i en topkamp hjemme mod AGF. De ligger nummer tre og er fem point efter os, ligesom Brøndby på andenpladsen, men der er heller ikke langt ned til OB og FCN på de næste pladser.
U14
Holdet spillede ikke i weekenden, men møder på lørdag Lyngby på udebane kl. 11.30. Men vi fik taget et nyt holdfoto i påsken:
U14-truppen i påsken 2023. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK
DET DANSKE U16-LANDSHOLD
Vi havde fem spillere fra U17-truppen med til venskabsturneringen Mondial Football Montaigu i Frankrig, hvor holdet spillede tre gruppekampe og to placeringskampe på otte dage - og endte på en 6. plads i turneringen.
02.04.23 7-0 Saudi Arabien (Roberto scorede til 7-0)
04.04.23 3-0 Guinea (Roberto scorede til 3-0)
06.04.23 1-2 Frankrig
08.04.23 2-2 Tjekkiet (4-2 i str.konk., hvor Robert scorede)
10.04.23 0-2 Belgien
Her kan du se vores spilleres spilletid i de fem kampe:
Roberto Risnæs i aktion for vores U19-hold mod OB. Arkivfoto: Torkil Fosdal, FCK.DK
TO B1903-NEDERLAG I PÅSKEN
B1903 tabte Skærtorsdag 1-3 i lokalopgøret i Skovshoved, efter at de ellers førte 1-0 til et kvarter før tid på et mål af Jonas Bigom lige inden pausen.
Blandt skovsernes målscorere var den tidligere Superligaspiller Simon Bræmer, og på deres hold bemærker man også vores tidligere ungdomsspiller Kenneth Thinter, der som U19-spiller var med i et par af førsteholdets træningskampe i 2008. Samt Alexander Surel, der spillede i Talentafdelingen i 12/13-sæsonen – dengang som keeper, men nu som centerforsvarer.
2. påskedag tabte 03'erne igen 1-3, men med et andet kampforløb, for gæsterne fra Husum førte 3-0 allerede midt i 1. halvleg, inden Matias Gabay-Larsen pyntede på cifrene et kvarter før tid.
Det efterlader B1903 på næstsidstepladsen med fem point op til en plads over stregen. På lørdag går turen til Bornholm og et møde med Hasle IF, der ligger sidst.
KB’s bedste seniorer har ikke spillet i påsken, men spiller tirsdag aften kl. 18 i Fælledparken en udekamp mod Viktoria 2.
OLDBOYS
Oldboys røg i ugen der gik ud af pokalen med et 0-2-nederlag i Frederikssund, men de har ikke været i aktion i ligaen – næste kamp er først onsdag den 12. april, hvor der er revanche-mulighed ude mod Frederikssund IK.